Søren Rasmussen glæder sig til at komme i gang

Den tidligere AaB-målmand ser frem til at komme i gang i Flensburg-Handewitt.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Søren Rasmussens skifte fra AaB til SG Flensburg-Handewitt bliver en stor udfordring for den 33-årige håndbolmålmand. Men han glæder sig meget til at komme igang onsdag, når han skal træne sammen med holdet første gang.

- Det bliver en kæmpe udfordring. Det er en meget traditionsrig og spændende topklub, og jeg har hørt meget godt om klubben fra de danskere, der er hernede, siger han.

Søren Rasmussen har længe haft et ønske om at komme til udlandet, og med sine 33 år er det et godt tidspunkt at tage afsted. Han har fået en to-årig kontrakt, og han håber, at skiftet til udlandet kan komme ham til gode i landsholdsøjemed.

-Jeg håber, det her kan give mig et skub i den rigtige retning. Jeg har spillet mange år i AaB, og jeg kender alle de danske spilleres vaneskud. Nu skal jeg til at sætte mig ind i helt nye spilleres skudmønstre, og det bliver en stor udfordring, men det er også med til at udvikle mig, siger Søren Rasmussen til DR Sporten.

Han har tidligere følt, at han mangler den internationale erfaring, som er en fordel på landsholdet, og derfor er han glad for, at AaB valgte at lade ham gå et år, før hans kontrakt udløber.

-Jeg er utroligt taknemmelig for, at jeg kan komme ud af kontrakten med AaB. Jan Larsen har været en stor hjælp. Det er klart, at jeg er spændt, men det handler jo i den sidste ende bare om at tage bolde, som det altid har gjort, siger den tidligere AaB-målmand, som rejser med sine nye tyske holdkammerater til Dubai torsdag på en "ryste-sammen-tur."