Stærk streg gør Skjern-comeback efter knæskade

Bjarte Myrhol har ikke været i aktion, siden han blev skadet i slutningen af september mod Nantes.

En af håndboldligaens største profiler har siddet på tribunen de sidste 15 kampe. (Foto: Mads Dalegaard © Scanpix)

Skjern har en tiltrængt forstærkning klar til onsdagens kamp mod Mors-Thy.

Den norske stregspiller Bjarte Myrhol har siddet ude med en knæskade siden slutningen af september, men nu er han endelig klar til kamp igen.

- Det er længe siden, jeg har glædet mig så meget til at spille kamp. Det er en følelse, man nok skal huske på lidt oftere, siger Myrhol.

36-årige Myrhol blev skadet i en Champions League-kamp mod Nantes. Skjern har siden måttet undvære Myrhol i 15 kampe i alle turneringer.

I den periode har håndboldklubben haft det svært, og det er blot blevet til fire sejre i de 15 kampe.

Det forsvarende mesterhold er derfor placeret helt nede på ottendepladsen i Herre Håndbold Ligaen. I Champions Leagues gruppe B ligger Skjern på sidstepladsen efter ti kampe.

Myrhol skal være med til at vende den negative stime.

- Nu er smerterne væk. Knæet var ikke klart, da jeg ellers troede på comeback for et stykke tid siden, siger Myrhol.

Kampen mellem Mors-Thy og Skjern fløjtes i gang klokken 19.30.

/ritzau/NTB

Facebook
Twitter