Thomas Ryde i spidsen for Rumænien

Den tidligere Viborg HK og Ikast træner Tomas Ryde overtager posten som rumænsk landstræner til og med EM i Makedonien i december.

Tomas Ryde tager en trænertørn mere - nu som rumænsk landstræner til og med EM. (© www.vhk.dk)

Den tidligere Viborg HK og Ikast træner Tomas Ryde overtager posten som rumænsk landstræner til og med EM i Makedonien i december.

Efter sidste sæson forlod Thomas Ryde jobbet i Viborg af familiære årsager og flyttede hjem til Stockholm.

Men nu har han altså sagt ja til at genoptage trænergerningen for en kort bemærkning, og kan i følge den rumænske hjemmeside prosport.ro hæve en månedsløn på 6000 Euro for sine anstrengelser.

Forgænger kritisk

Den tidligere rumænske landstræner Gheorghe Tadici, der har stået i spidsen for landsholdet i årevis og senest ved Ol i Beijing, er ikke just imponeret over udnævnelsen af Thomas Ryde:

- Jeg har slået ham to gange i Champions League med Oltchim Valcea, så jeg synes ikke, han er den rette mand, siger han til hjemmesiden.

Derimod har Thomas Ryde en varm fortaler i Viborg-spilleren Christina Vazaru:

- Han er en skandinavisk træner, der har respekt for spillerne og taler ordentligt til dem. Han skaber ro og selvtillid i truppen. Han er slet ikke en kolerisk type, der pludselig eksploderer som en vulkan, siger hun med henvisning til den afgående træner Gheorghe Tadici.

Thomas Ryde er en kompromisløsning som landstræner i Rumænien. Der har i årevis været en bitter magtkamp mellem landets førende klubber og internt i Håndboldforbundet, så derfor har det ikke været muligt at finde en langsigtet løsning på landstrænerposten.