TMS Ringsted satser på Christian Dalmose

Den karismatiske træner er tilbage i dansk håndbold, hvor han skal stå i spidsen for TMS Ringsteds herrer.

Christian Dalmose på sidelinjen for Viborgs kvinder. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Håndboldherrerne i 1. divisionsklubben TMS Ringsted får fra næste sæson en temperamentsfuld indpisker på sidelinjen.

Klubben har ansat Christian Dalmose som ny træner for herreholdet, og han skal være manden, der bringer klubben tilbage i landets bedste række.

Samarbejdet med den forhenværende træner, Dan Hansen, sluttede tidligere på året, og ledelsen i klubben havde derfor igennem længere tid været på udkig efter en erstatning med den rigtige profil.

- Vi har brugt noget tid på at sondere markedet for en ny cheftræner for TMS Ringsted Herrer. Midt i perioden viste der sig en mulighed for en træner, som vi har prøvet at få til klubben tidligere, og i mellemtiden har han bl.a. vundet DM med Viborgs damer, lyder det i en pressemeddelelse.

Christian Dalmose har de seneste mange år arbejdet som træner for kvindehold, og senest var han i den ungarske klub Siofok, hvor han blev opsagt efter en enkelt sæson i sædet. Han har tidligere i karrieren stået i spidsen for herrehold i Ajax og Lyngby.

Han er blevet ansat på en treårig kontrakt i TMS Ringsted.