De danske håndboldherrer levede i premieren på ingen måde op til de skyhøje VM-forventninger, som befolkningen hjemme i stuerne på forhånd nærede til Mikkel Hansen & co.
Det uafgjorte resultat mod Argentina skal derfor veksles til en sejr mod Saudi-Arabien, og det giver DR Sportens ekspert Søren Herskind dig her tre grunde til, at det også bliver tilfældet.
Niveauforskel
Saudi-Arabien er slet ikke på niveau med de andre hold i gruppe D. Det så vi også i deres første kamp, hvor de tabte med ti mål til Rusland - et nederlag der sagtens kunne være blevet større. Det er et ret overkommeligt hold.
Manglende organisation
De er ikke specielt godt organiseret. De har et par spændende spillere, der har nogle individuelle færdigheder, men deres kollektive base er slet ikke på niveau med gruppens resterende hold.
De vil aldrig kunne byde Danmark op til dans i en kamp over 60 minutter.
Danmark vil vise noget
Efter Danmarks skuffende resultat mod Argentina er jeg sikker på, at Gudmundur Gudmundssons mandskab gerne vil vise mere end de normalt ville gøre i en kamp mod Saudi-Arabien, så det kan meget vel ende med en dansk sejr på over ti mål.
Russerne holdt saudi-araberne nede på 17 mål og det må være ambitionen at holde dem under tyve mål.
Danmark møder Saudi-Arabien i aften kl. 19.00 og kampen kan følges på DR1, P3 og her på dr.dk/vm.