Tunesien tager sidste plads i OL-kvalen

Tunesiens håndboldkvinder bliver det sidste hold i den OL-kvalifikationspulje, som skal spilles i Danmark.

Tunesien bliver det fjerde og sidste land i de danske håndboldkvinders OL-kvalifikationspulje.

Det står klart, efter at holdet fredag aften tabte finalen om det afrikanske mesterskab til Angola med 24-26.

Dermed er Angola som afrikansk mester direkte kvalificeret til OL, mens Tunesien altså har endnu et forsøg i den firenationersturnering, der spilles i Danmark fra den 25. til den 27. maj.

Ud over Danmark og Tunesien deltager også Rusland og Den Dominikanske Republik. De to bedste hold kvalificeret sig til OL.

Det er endnu ikke besluttet, hvor i Danmark turneringen skal spilles.

Angolas afrikanske mesterskab var det 11. af slagsen og det ottende i træk.

Finalesejren betyder samtidig, at Montenegro overtager Angolas plads i OL-kvalifikationen, og at Holland nupper Montenegros plads i kraft af placeringerne ved VM og EM.

De øvrige OL-kvalifikationsgrupper består dermed af Frankrig, Montenegro, Rumænien og Japan for den enes vedkommende, mens Spanien, Kroatien, Argentina og Holland spiller i den anden.

/ritzau/

Facebook
Twitter