VIDEO Nostalgisk tilbageblik: Overraskende sejr over Vesttyskland

Kay Jørgensen var den store helt, da Danmark slog vesttyskerne ved VM i 1974 i DDR.

Det mandlige landshold har ikke altid været et oplagt bud på en semifinalist ved VM i håndbold. Det var eksempelvis ikke tilfældet ved verdensmesterskabet i 1974 i DDR, hvor Danmark i den første kamp skulle mod Vesttyskland, der var klar favorit i det opgør.

Men det endte sensationelt med en dansk sejr, og den store helt var den langhårede målvogter Kay Jørgensen, der snuppede to straffekast.

På videoen i toppen af siden kan du se de afgørende og særdeles spændende minutter, hvor Danmark hev en smal 12-11-sejr hjem. Da videoen begynder, er stillingen 11-10 til Danmark.

Straffeekspert

Kay Jørgensen spillede hele 213 landskampe fra 1966 til 1980 og blandt andet på grund af præstationer som den mod Vesttyskland blev han også kendt som straffekastekspert.

Kampen blev spillet i Karl-Marx Stadt, der i dag hed Chemnitz - akkurat som tilfældet var, inden Tyskland blev delt efter 2. verdenskrig.

Hans Grønfeldt er kommentator og Gert Andersen er medkommentator.

Danmark blev siden nummer to i gruppen efter Tjekkoslovakiet, og i mellemrunden kunne danskerne desværre ikke følge op på den gode indledning. Det blev til to nederlag og til sidst også et nederlag mod Ungarn i kampen om 8. pladsen.

Rumænien blev verdensmester efter at have slået værtsnationen i finalen med 14-12.

Fire år senere var Danmark selv VM-vært, og med en fjerdeplads indledtes en gylden periode, som var varede frem til midten af 1980erne.

Ved VM i Qatar skal Danmark tirsdag aften igen møde et tysk mandskab.

Facebook
Twitter