VIDEO Vanvittig afslutning fra 16 meter sikrer Zagreb CL-sejr efter tid

Dusko Celica sikrede med et fremragende frikast Zagrebs håndboldherrer sejren over La Rioja i Champions League.

Der findes vilde mål i håndbold og så findes der det, som HC Zagrebs Dusko Celica scorede på et frikast efter tid i håndboldherrernes Champions League lørdag.

Ved stillingen 30-30 får kroatiske Zagreb tilkendt et frikast tæt på midterlinjen i hjemmekampen mod spanske La Rioja i gruppe A.

Den bosniske landsholdsspiller Dusko Celica er manden, der skal stå for opgørets sidste aktion - en afslutning direkte på mål fra 16 meters afstand og med både en mur af spaniere tre meter foran sig og målmand Jorge Gomez Lite som forhindringer.

Trickskud

Celica vælger at trække et trickskud ud af ærmet.

Den voldsomt topspundne afslutning studser et par meter foran målstregen, og snyder totalt Lite i spaniernes mål og går ind til 31-30.

Scoringen udløser vilde jublscener, og Celica overdænges i løbet af få sekunder af holdkammerater der alle ser ud som om, at de nærmest ikke fatter, hvad der lige er sket.

Det er kun fire dage siden, at en scoring af Bo Spellerberg blev kåret til den bedste i de sidste fire sæsoner af Champions League, men KIF Kolding København-spilleren skal vist prise sig lykkelig for, at Celicas scoring ikke var med i opløbet.

Med sejren indtager Zagreb en midlertidig andenplads i gruppe A, mens La Rioja må tage til takke med fjerdepladsen. Begge mandskaber mangler at spille en kamp.

Se den flotte scoring i playeren herover.