Advarer mod billethajer: Finalebilletter til VM i herrehåndbold revet væk

14.000 har købt billet til Jyske Bank Boxen i Herning.

Det danske herrelandshold kan forvente fuld opbakning, hvis de når frem til finalen i VM i herrehåndbold. (Foto: Scanpix) (© sCANPIX)

Alt udsolgt til finalen!

Det er meldingen fra Dansk Håndbold Forbund på dagen, hvor VM i herrehåndbold fløjtes i gang på dansk grund.

- Vi er i den herlige situation, at der ikke er flere billetter til finalen. Interessen har været så stor, at billetterne er revet væk, fortæller Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

VM-finalen spilles den 27. januar i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor der er plads til godt 14.000 fans. En opgørelse fra Dansk Håndbold Forbund viser, at langt de fleste billetter er købt af danskere. I mindre antal har norske og tyske håndboldfans købt billet.

- Det bliver en stor oplevelse. Når mere end 14.000 synger med på nationalsangen uden musikledsagelse, så rejser hårene sig. Vi oplevede det i 2014 under EM og til kvindernes VM i 2015. Det er en helt unik oplevelse, siger Morten Stig Christensen, der dermed afslører, at han også håber og tror på dansk finaleplads.

Pas på billethajer

Han kan ikke udelukke, at der kommer ekstra VM-finalebilletter til salg. Det internationale håndboldforbund, IHF, råder over et mindre antal billetter, som forbundet muligvis ikke gør brug af. Chancen for at købe i løssalg er dog forsvindende lille.

- Enkelte sæder hist og pist kan blive ledige, men de bliver tilbudt folk på venteliste, siger Morten Stig Christensen.

Han advarer derfor imod at købe billetter andre steder end hos Ticketmaster, som er den officielle udbyder af VM-billetter.

- Pas på billethajer. Man skal ikke give sig i kast med de potentielle billetter, der kan være i omløb andre steder.

Danmarks åbningskamp i aften mod Chile i København er også udsolgt.

Der er muligt at følge Danmarks VM-kampe samt finalen på DR og TV2. Følg også VM i herrehåndbold på dr.dk/sporten

Se Jyske Bank Boxen i Herning blive forvandlet til VM-arena på fem dage:

Facebook
Twitter