Dansk fløj nød hyldest efter fuld guldplade: 'Er du sindssyg en oplevelse'

Højrefløjen Lasse Svan har nu vundet både VM-, EM- og OL-guld med Danmark.

Der er ikke mange håndboldspillere, som kan prale af at have vundet VM-guld, OL-guld, EM-guld og Champions League.

Det kan Lasse Svan, der efter Danmarks VM-triumf har fået det trofæ, han manglede.

- Vi har snakket om at få den stjerne på brystet, jeg ved ikke hvor mange gange. Frankrig har fem eller seks, og vi ville bare gerne have én, og nu har vi få den. Det er jeg utrolig stolt over at have været en del af, siger den 35-årige landsholdsspiller.

Derfor var det også en lykkelig højrefløj, der lod sig hylde sammen med sine landsholdskammerater på Københavns Rådhus – ligesom han også blev det i 2012, da han var med til at vinde EM-guld.

- Hvis vi bliver hyldet sådan her, så bliver det aldrig kedeligt. Er du sindssyg en oplevelse at få lov til at gå ud på balkonen og få lov til at se alle de mennesker og følge den opbakning vi har følt hele måneden i Royal Arena og i Boxen i Herningen.

- Der er flere mennesker end i 2012, men der var det også en kæmpe oplevelse. Det bliver ikke kedeligt at stå foran så mange mennesker og virkelig mærke, at de er glade for det, vi har præsteret, siger han.

Når VM-festen er slut kalder hverdagen igen for danskerne. Men det er dog langt fra en metaltræt Lasse Svan som tager tilbage til sin tyske klub Flensburg Handewitt.

- Jeg bliver aldrig mæt af at stå øverst på podiet. Når man træner og rejser så meget som vi gør, så er de 15-20 minutter, man står øverst på podiet, det hele værd. Det bliver jeg ved med at jagte.

Hør Lasse Svan fortælle om oplevelsen på Rådhuspladsen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter