Fra ulykkesfugl til styrmand på landsholdet: Lauge har udnyttet sit uheld positivt

Skader har holdt Rasmus Lauge ude, men nu er han bedre end nogensinde.

Ved VM i 2011 fik 19-årige Rasmus Lauge slutrundedebut for det danske landshold.

- Han var bare en ung dreng. Han nåede dårligt nok på banen, før han sendte den første bold via overliggeren i mål, siger klub- og landsholdskollega Lasse Svan med smil over hele femøren.

Siden har Lauge repræsenteret Danmark ved seks slutrunder, hvis man tæller i år med. De første år en del mere usynlig end de seneste. For hvis man bare er en smule bidt af håndbold og har fulgt lidt med ved VM, så ved man, hvem Rasmus Lauge er, og ifølge landstræner, Nikolaj Jacobsen, er han "en meget bærende spiller for det danske landshold."

Spiller bedre end nogensinde

Selv om Rasmus Lauge konstant bliver mindet om sin udvikling af både trænere og med- og modspillere, så er han også selv klar over, hvordan han har rykket sig både på og uden for banen.

- Jeg er gået fra at være en ung gut, der prøvede at efterlade et godt indtryk, til at have en større rolle. Det har ændret sig helt vildt for mig både personligt og spillemæssigt, siger han.

I Danmarks sejr på 28-17 over Østrig blev Rasmus Lauge kåret til kampens spiller. (Foto: Srdjan SUKI © Scanpix)

I 2015 skiftede Lauge til Flensborg-Handewitt efter et lettere mislykket ophold i THW Kiel, og det har haft stor betydning for hans karriere.

- Populært sagt har det givet mig hår på brystet. Der bliver spillet med stor fysik, og hver eneste kamp er vigtig. Det er virkelig noget, jeg tager med mig her på landsholdet til en slutrunde.

- Jeg spiller måske bedre, end jeg nogensinde har gjort før, siger Rasmus Lauge.

Har udnyttet de svære perioder

Men vejen til, hvor Rasmus Lauge er i dag, har ikke været uden bump. Det vidner en kedelig skadeshistorik om. I flere omgange har han været ude med slemme knæskader i længere tid, hvilke blandt andet holdt ham ude af EM i 2014 og OL i 2016.

Men skaderne har også haft en positiv sideeffekt, og det har Mads Mensah Larsen bidt mærke i.

- Han har udnyttet sit uheld på en positiv måde. Han har været god til at udnytte skadesperioderne fysisk. Han er ikke blevet langsommere, selv om han er blevet lidt tungere. Mikkel Hansen supplerer:

- De små to år han var ude med skader, fik han trænet rigtig godt og fik bygget en rigtig god fysisk op. Det, kan man se, har båret frugt, siger Mikkel Hansen.

Rasmus Lauge scorede 6 mål i gruppekampen mod Østrig. Se dem herunder.

Jacobsens styrmand på midten

Playmakerens imponerende udvikling og spil i den nordtyske klub bliver belønnet med spilminutter og ansvar i den rød-hvide trøje. Landstræneren, der til dagligt er træner i den tyske klub Rhein-Neckar Löwen, følger Lauge tæt i Bundesligaen og glæder sig på landsholdets vegne.

- Hans værdi for Flensborg er steget og steget. Det er ham, der er blevet deres ’go-to-guy’, når det brænder på. Det er ham, der tager ansvaret, og det er fedt, siger Nikolaj Jacobsen.

Tysk håndbolds vildskab og flere slemme skader er nogle af grundene til, at Rasmus Lauge er nået dertil, hvor han er i dag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Faktisk er Lauge blevet så vigtig for det danske landshold, at landstræneren uden at tøve kalder ham for sit førstevalg på playmaker-positionen, og det ansvar har Lauge det godt med.

- De sidste to slutrunder har jeg været styrmand. Jeg har haft en kæmpe rolle i begge ender, og det er mig, som er med til at rykke rundt på brikkerne inde på banen sammen med Nikolaj (Jacobsen, red.), siger Rasmus Lauge.

Mikkel Hansen og Mads Mensah Larsen betages især af playmakerens direktehed og gå-på-mod. Men også håndboldfærdighederne.

- Han er en forholdsvis komplet spiller. Han er ekstrem dygtig mand-mand, men også i vurderingsspillet og i forsvarsspillet. Det er en spiller, der kan lidt af hvert og virkelig kører på, siger Mikkel Hansen, og han bakkes op af Mads Mensah Larsen.

- Lauge har siden vi var helt små været en af de bedste, så det har altid ligget i kortene, og han er kun blevet endnu bedre.

Husk, du kan se Rasmus Lauge og resten af det danske landshold i gruppefinalen mod Norge – det er torsdag fra klokken 19.45 på DR 1.

Facebook
Twitter