Henrik Tofts lyskeskade truer VM: ’Jeg håber, jeg kan nå at bidrage med noget’

Henrik Toft Hansen fik en lyskeskade til træning.

Henrik Toft Hansen ved herrehåndboldlandsholdets træning på Ceres Arena i Aarhus, mandag 22. oktober 2018. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Er det noget med, at en dårlig nyhed sjældent kommer alene?

Det kan godt ske, at herrehåndboldlandsholdets træner, Nikolaj Jacobsen, er enig i det gamle ordsprog. I hvert fald har den seneste uges tid ikke været sjov for ham.

Først blev Niclas Kirkeløkke alvorligt skadet, hvilket satte en stopper for hans VM, og nu er det så Henrik Toft Hansen, som er blevet ramt af en skade. Ved onsdagens træning fik han en fiber i lysken, og den kommende VM-deltagelse er nu uvis.

- Jeg har fået et lille riv i lysken, som gør, at jeg er nødt til at have en pause. Hvor lang den pause bliver, må vi se på de kommende dage. Jeg er i hvert fald ikke kampdygtig de kommende dage, siger Henrik Toft Hansen.

Altså ikke de helt sorte briller på fra stregspillerens side, men spørger man landstræneren, så ser det lidt mere skidt ud, end Henrik Toft Hansen selv udtrykker det.

- Henrik er ikke med i den næste uge. Det kommer ikke til at ske. Det, han har fået, er en af de lidt værre. Vi har heldigvis en rigtig god sundhedsstab, og så må vi se, om han kan støde til på et eller andet tidspunkt i turneringen. Hvornår det bliver, kan jeg ikke svare dig på, forklarer Nikolaj Jacobsen.

Rigtig scoringssikker

Henrik Toft Hansen var selvfølgelig udset en stor rolle på landsholdet i deres jagt på et verdensmesterskab, og derfor er tabet noget, som kan ramme holdet hårdt.

- Der er ingen tvivl om, at jeg vil strække mig langt for at få ham med. I angrebet er han rigtig dygtig og rigtig scoringssikker, og jeg synes også, at han defensivt har taget et rigtig godt skridt nede i Paris, siger Nikolaj Jacobsen.

Men Henrik Toft Hansen selv har ikke givet op over for at komme til at spille en rolle ved VM-slutrunden. Ellers ville han ikke stadig være med landsholdet.

- Jeg håber, at jeg kan bidrage med noget i turneringen. Vi må tage det dag for dag. Jeg har et håb om, at jeg kan nå at bidrage med noget, og det er også derfor, at jeg bliver i landsholdslejren, forklarer den stærke stregspiller.

Det er ikke de eneste skadesproblemer, som Nikolaj Jacobsen grubler over. I torsdagens testkamp mod Ungarn sad Hans Lindberg over med en mindre skade, mens Niklas Landin fik et lille riv i opvarmningen. Det fulde omfang af målmandens skade er endnu ikke kendt, men det burde ikke være så slemt.

Facebook
Twitter