Kommentator: Gudmundur har skuffet – men husk ham for OL-triumfen

Der har været langt flere skuffelser end store øjeblikke under Gudmundur Gudmundsson, mener DR Sportens Lars Krogh Jeppesen.

Gudmundur Gudmundsson har ikke forløst potentialet i det danske landshold fuldt ud. (Foto: Philippe Desmazes © Scanpix)

Når kapitlet om Gudmundur Gudmundssons tid som landstræner for Danmark skal skrives, er der en altoverskyggende begivenhed, der kommer til at fylde mere end alt andet; OL-guldet i Rio de Janeiro.

Der var islændingen med til at sikre det største resultat i dansk herrehåndbold, og for det skal rettelig hyldes og huskes.

Når det er gjort, så står man alligevel tilbage med et billede af en landstræner, der på mange måder har skuffet, mener DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

- Frem for alt skal man huske Gudmundur Gudmundsson for OL-guldmedaljerne. Det var en kæmpe bedrift.

- Men hvis vi ser bort fra det, så har spillet på banen været rigtig, rigtig dårligt. Der er meget der ikke har fungeret. Både VM i Qatar, EM i Polen og så denne omgang i Frankrig.

- Vi står her med en meget tom følelse, for man har simpelthen ikke formået at få det optimale ud af det her enorme spillermateriale, siger han om Gudmundur Gudmundssons tid på posten, der tog sin begyndelse i 2014.

Håber der blev råbt og skreget

Der er også god grund til at kritisere spillerne, der over en bred karm leverede skuffende præstationer. I særdeleshed i kampen mod Ungarn.

- Frem for alt må man også sige, at det spillerne leverede i går, det kan de ikke være bekendt. Gejsten og energien på mandskabet var skuffende, og det var skuffende at se, at der ikke var flere, der hankede op i sig selv.

Til trods for spillernes indsats ender ansvaret alligevel foran Gudmundur Gudmundsson.

- Det var fjerde kamp i streg, hvor vi sad med en lidt dårlig følelse efterfølgende, og så gik den bare ikke længere, og manden der har hovedansvaret er selvfølgelig træneren.

- Jeg håber, at der blev råbt og skreget i omklædningsrummet, men jeg kan godt frygte det modsatte, slutter Lars Krogh Jeppesen.

Facebook
Twitter