KROGHS KARAKTERER Danske indskiftninger og taktisk snilde fik afgørende betydning

En spiller skiller sig ud, mener DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen efter sejren over Saudi-Arabien.

Det har været den perfekte start på håndbold-VM for Danmark, efter det mandag blev til endnu en sejr, da Saudi-Arabien blev slået 34-22.

Men modsat de to første kampe ved slutrunden, hvor der blev vist utroligt højt niveau, så var der koncentrationssvigt hos flere af de danske spillere.

Det afspejler sig også i Lars Krogh Jeppesens karakterer efter den tredje kampe ved VM.

Nikolaj Jacobsen - 7

Den danske landstræner var efter sine spillere flere gange i første halvleg, mens han var noget mere tilfreds efter pausen. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Jeg synes egentlig, at landstræneren gik til opgaven med aggressivitet og viste ved flere lejligheder, at han ikke var tilfreds med sine spillere og krævede mere af dem.

Han gav spilletid til både Niklas Landin og Rasmus Lauge, hvilket han skal have ros for, da vi på grund af deres indskiftninger kunne gå fra opgøret med en komfortabel sejr og selvtilliden intakt.

Niklas Landin - 7

Dejligt at se at den danske førstekeeper var klar, da der var brug for ham. Han spillede små 22 minutter og havde seks redninger på 12 forsøg.

Jannick Green - 02

Det blev aldrig den danske andenkeepers aften. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Fandt aldrig ind i kampen og havde det generelt svært i opgøret. Han endte med fire redninger på 19 forsøg og en redningsprocent på 21.

Lasse Svan - 4

Fik de første 16 minutter på banen og scorede to mål på tre forsøg. En jævn præstation.

Rasmus Lauge - 7

Kom på banen, da der var brug for ham. Han kvitterede med stort overblik og vilje. Han er spillemæssigt lige der, hvor han skal være.

Nikolaj Øris - 7

Den nybagte far var skarpeste bagspiller. Dejlig direkte i sit spil, hvilket resulterede i fem mål og tre oplæg.

Anders Zachariassen -7

Anders Zachariassen scorede fem mål mod Saudi-Arabien. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Greb chancen og tilliden fra Nikolaj Jacobsen og kvitterede med fem mål på seks afslutninger. Han var også hårdtarbejdende i den danske defensiv.

Johan Hansen - 7

Fræk og uimponeret gik den danske højrefløj ind på banen og fik 43 minutter. Markerede sig med fine detaljer og viste i flere situationer stort overskud. Han lavede fire mål på syv forsøg.

Magnus Landin - 10

Magnus Landin var bedste mand for Danmark. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Han blev fortjent kåret kampens spiller. Træfsikker i angrebet, hvor det blev til syv mål på otte forsøg, og han havde en afgørende rolle som den fremskudte i 5-1 forsvaret. Det gjorde han godt.

Nikolaj Markussen - 4

Fik spillet sig op i anden halvleg med gode aktioner og mere fart end i første halvleg, som var præget af usikkerhed og ubeslutsomhed. Fire mål på ni forsøg og markerede sig også med assist i anden halvleg.

Henrik Møllgaard - 02

Spillede hele kampen i det danske forsvar, hvor han til tider virkede noget stiv i det og fik ikke sat de tacklinger ind, han burde.

Mads Mensah - 4

Lars Krogh Jeppesen ville gerne have set mere fra bagspilleren. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Han fik 45 minutter på banen og lavede et mål og tre oplæg, hvilket var for lidt i forhold til mængden af spilletid.

Mikkel Hansen - 7

Fik tre chancer på straffekast og scorede på alle tre. Det kræver noget at komme ind fra bænken og skyde straffekast, selvom man ikke spiller i opgøret.

Morten Olsen - 02

Han har stadig ikke fundet sig til rette på det danske hold og er fortsat ikke kommet ind i turneringen. Det var dog dejligt at se Olsen med et af sine hårde standskud.

Simon Hald - UB

René Toft Hansen - UB