KROGHS KARAKTERER Landin-brødrene styrede Danmark i semifinalen

Danmarks anden halvleg mod Sverige var holdets bedste under VM, vurderer Lars Krogh Jeppesen.

Det var ved at blive en smule kritisk, da Sverige flere gange skød sig foran i kampen om en plads i semfinalen ved VM i håndbold. Danskerne ville det dog anderledes i en proppet Boxen, og derfor endte det med en komfortabel dansk sejr på 30-26.

Et par danskere ramte ikke dagen, men det var der så heldigvis andre, der gjorde, vurderer DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

1

Nikolaj Jacobsen - 7

Fik for alvor løst den svenske defensiv i anden halvleg, hvor Danmark spillede med fart og langt større beslutsomhed. Fem-ét-forsvaret var også en god disposition, og det samme var tilbagetrækningen til et seks-nul-forsvar ved svenskernes syv-mod-seks-spil. Jeg synes dog, at Mikkel Hansen burde have haft en pause i første halvleg, og det samme gælder Rasmus Lauge. Dejligt at se, at landstræneren fik gang i Morten Olsen og Nikolaj Markussen, der begge virkede klar på deres roller og bidrog med gode aktioner.

2

Niklas Landin - 10

Niklas Landin skræmte de svenske skytter. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Det er efterhånden blevet sådan med Niklas Landin, at når modstandernes skytter møder ham, så taber de 10-15% tro på egne evner. Den danske keeper er aggressiv, hurtigt ude af målet, og på trods af en beskeden redningsprocent på 35 en kæmpe faktor på det danske hold. Han står så autoritært, og fik fuldstændig psyket den normalt træfsikre Niclas Ekberg, så han var en skygge af sig selv. Folk er efterhånden ved at være bange for ham, og jeg er vild med det.

3

Lasse Svan Hansen - 10

Den danske højre fløj skulle ikke bruge meget plads for at passere en ellers storspillende Andreas Palicka i det svenske mål. Spiller med kæmpe mod og selvtillid, hvilket lover godt for den kommende semifinale. Er lige, hvor han skal være. Fire mål på fire forsøg.

4

Mads Mensah Larsen - 7

Stærk kamp i den danske defensiv, hvor han igen og igen vandt kampen med den store, svenske stregspiller Andreas Nilsson. Gode aktioner på ydersiden af højre back i offensiven, hvor han viste stort mod, og var med til at gøre det danske angrebsspil mere alsidigt. Ét mål på tre forsøg.

5

Nikolaj Markussen - 7

Nikolaj Markussen greb chancen i aftenens kamp. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Lykkedes ikke med alt, men han havde modet, og det er vigtigt, at han får succesoplevelser. Var dog til tider udfordret i defensiven, men Nikolaj Markussen fik for alvor vist landstræneren, at han er klar, når Mikkel Hansen skal have pause. Godt at se.

6

Henrik Toft Hansen - 7

God kamp, hvor Henrik Toft var forudseende og bold-erobrende. Man kunne se, at han kan gå hen og blive en vigtig brik i den danske defensiv. De to klodsede udvisninger trækker ned. Dygtig i sine dueller og scorer på sine to chancer.

7

Henrik Møllgaard - 7

Spillede hele kampen i den danske defensiv, hvor han slap rigtig godt fra sine aktioner og udfyldte sin rolle. Bliver dog i perioder stadig for defensiv, hvor han overlader for meget initiativ til skytterne.

8

Magnus Landin - 12

Magnus Landin spillede sin landskamp nummer 50, og det gjorde han med manér. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Bedste landskamp af Magnus Landin i hans jubilæumskamp nummer 50. Træfsikker i offensiven med fem mål på fem forsøg, og samtidig styrede han den danske defensiv, hvor han var forudseende og fik brudt rytmen i det svenske angrebsspil. Intet mindre end fremragende.

9

Rasmus Lauge - 4

Var forvandlet i anden halvleg, hvor han kom med den gennemslagskraft, som han har vist hele turneringen. I første halvleg manglede han dog tempo, men fik virkelig spillet sig op efter pausen.

10

Mikkel Hansen - 4

Mikkel Hansen ramte ikke dagen mod Sverige. (Foto: Jonathan Nackstrand © Scanpix)

Første halvleg var langt under dét, som Mikkel Hansen kan præstere. Han manglede fart og tog i flere situationer forkerte beslutninger i forhold til at afslutte eller lade være. Da han kom på banen i anden halvleg, var han som forvandlet og bidrog med flere gode, fine aktioner, hvor farten fra hans skud og gennembrud blev altafgørende. Altid stort overblik. Seks mål på 13 forsøg samt fire assists.

11

Anders Zachariassen - 4

Brugte for mange skud til at lave sine to mål, men skal have stor ros for at komme frem til chancerne. Hans sammenspil med både Rasmus Lauge og Mikkel Hansen er et stærkt våben fremadrettet. Vanvittig eksplosiv, og Anders Zachariassen kommer til at blive en vigtig spiller for det danske angreb.

12

Nikolaj Øris - 7

Nikolaj Øris scorede tre mål i første halvleg. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Scorede de tre første mål i kampen, hvor han var direkte i sit spil. Forsvandt dog en smule ud af opgøret efterfølgende. Fremadrettet må Øris gerne søge flere dueller, når han føler, at han har dagen.

13

Morten Olsen - 7

Greb chancen, da han kom på banen. Dirigerede og satte spillet godt op. Markerede sig med en af sine signaturafslutninger; en underhånd i toppen af målet. Fik bevist over for landstræneren, at han sagtens kan være et alternativ til Rasmus Lauge, når han skal have pause.

14

Casper U. Mortensen - UB

15

Simon Hald - UB

16

Johan Hansen - UB

17

Jannick Green - UB

Facebook
Twitter