Landin hylder Boxen: 'Ikke svært at sætte sig op i den kulisse'

Håndboldherrerne storsejrede igen ved VM, og sejren over Tunesien skyldtes blandt andet den massive støtte fra hjemmepublikummet

Maksimumpoint og en positiv målscorer på 30 mål er status for håndboldherrerne efter de første to kampe ved VM.

Offensiven har sprudlet, defensiven har været massiv, og gejsten synes større end længe blandt de danske spillere, og det gik lørdag ud over Tunesien, der blev blæst ud af Boxen i Herning med et nederlag på 22-36.

Men årsagen til den gode danske begyndelse ligger ikke kun på de indre linjer. Støtten til landsholdet har været enorm, og det kom i særdeleshed til udtryk, da spillerne trådte ind på banen i Boxen mod Tunesien i Herning, fortæller målmand Niklas Landin.

- Det er ikke svært at sætte sig op, når man træder ind på banen i den her kulisse. Det giver et par ekstra procenter, fortæller han.

- Vi har også noget, vi skal bevise for hele Danmark; at vi godt kan spille håndbold. Vi skal både bevise det over for os selv, men også for dem, der kommer og støtter os i dag, siger han.

Har fundet niveauet

Det er ingen hemmelighed, at Danmark har haft et nemt startprogram. Både Chile og Tunesien er lande, som Danmark aldrig må komme i problemer mod.

Det kom håndboldherrerne heller ikke, og det kan aldrig være et dårligt tegn, fortæller Rasmus Lauge.

- Det gode er, at vi i første halvleg i begge kampe har vist, at vi er oppe i gear, så vi ved, vi kan komme derop. Vi har sat trumf på i begge kampe og vist, der ikke er noget at komme efter, og det er vi rigtig godt tilfredse med.

- De to første kampe har ikke været modstandere, vi vil måle os mod, men vi skal tage de gode takter med til de hårde kampe, som kommer. Så det er meget positivt, slutter Lauge, der noterede sig for syv scoringer i kampen mod Tunesien.

Lauge, Landin og resten af de danske spillere skal i aktion igen mandag, hvor Saudi-Arabien er modstanderen.

Den kamp begynder kl. 20.15 og kan ses direkte på DR1.

Facebook
Twitter