Landsholdsspiller til scanning: Gennemlevede mareridtet fra 2014

I 2014 missede håndboldspiller Nikolaj Markussen EM på hjemmebane. I år er han igen skadet lige inden VM i Danmark.

Nikolaj Markussen udgik søndag med en fodskade, da Danmark mødte Ungarn. Foden er heldigvis i bedring. (Foto: claus fisker © Scanpix)

”Akillessenen er røget.”

Så hård var beskeden Nikolaj Markussen fik i 2014, da han med den alvorlige skade måtte vinke farvel til en EM-slutrunde på hjemmebane.

I år er Nikolaj Markussen så igen udtaget op til en hjemmebaneslutrunde. Denne gang VM. Håndboldspilleren frygtede, at mareridtet ville gentage sig, da han forleden måtte udgå af forberedelseskampen mod Ungarn.

- Det gav et klik i foden, og derefter begyndte den at sove, siger Nikolaj Markussen.

Et grimt flashback

I en nærkamp kom foden på højkant, inden den blev mast mellem en ungarer og halgulvet. Og så gik turen ellers endnu engang til scanning.

- Man får selvfølgelig et grimt flashback, når man sidder der. Er det hele slut, eller er det ”kun” åbningskampen, jeg går glip af?

Denne gang gik scanningen dog heldigvis noget bedre, og drømmen om VM på hjemmebane er således langt fra brast. Det fortæller den høje bagspiller fra Bjerringbro-Silkeborg.

- Der er heldigvis ikke noget brud, men der er kommet en blødning, og det er den, jeg bøvler med. Der er så meget hævelse, at det er svært at sætte af og at løbe endnu.

- Jeg håber selvfølgelig, at det er bedre i morgen, hvor den skal testes. Så må vi se, om jeg kan komme i spil til torsdag, eller om det først bliver lørdag, siger Nikolaj Markussen.

Danmark åbner VM torsdag, når holdet møder Chile i Royal Arena klokken 20.30. Kampen kan ses på TV2 eller høres i LIGA på P3.