Lindberg slugte den bitre pille: ’Det var, hvad jeg frygtede'

Hans Lindberg er taget ud af den danske trup med en skade, og det var hårdt for højrefløjen at høre.

VM på hjemmebane med et landshold, som har en reel chance for en medalje og måske et verdensmesterskab. Det er noget, som alle håndboldspillere må have en drøm om at opleve.

Derfor er det heller ikke en sjov situation i dag for den danske højrefløj Hans Lindberg. I kampen mod Chile fik han nemlig en mindre skade, og nu er han altså blevet skrevet ud af truppen til fordel for Johan Hansen.

- Jeg har det lidt bedre i dag end i går. Det er en bitter pille at sluge. Jeg havde set frem til en kæmpe oplevelse ved den her slutrunde og spille med om medaljer, forklarer han til Tina Müller i pausen mellem Brasilien og Tyskland på DR2.

- Jeg havde lige brug for et par timer i går til at puste ud. Det var selvfølgelig en af de ting, jeg havde frygtet. Der er ikke så meget at stille op. Jeg er ved bedre mod i dag, og jeg prøver at se mere lyst på det hele. Jeg håber, at jeg kan komme tilbage igen senere i turneringen, siger han.

Skaden kom lidt ud af det blå, og Hans Lindberg opdagede heller ikke med det samme, at det var slemt. Det var først efter kampen, at det gik op for ham.

- Der opstod en lille skade i min læg. Jeg har et sammenstød med en chilensk spiller, og efterfølgende mærker jeg lidt i læggen. Det er først ude i omklædningsrummet, at jeg mærker, at der er noget, som ikke er rigtigt, siger han.

- Dagen efter scanner vores læge det, og de kan se, at der er en lille skade, forklarer Hans Lindberg.

Den rutinerede højrefløj kan stadig komme tilbage i truppen, men hvert land har kun tre udskiftninger i hele turneringen, så det er ikke sikkert, at Nikolaj Jacobsen har tænkt sig at sende Hans Lindberg tilbage.

- Jeg tror ikke, at skaden er noget, der tager specielt lang tid. Umiddelbart vil jeg tro, at jeg vil være helt klar til mellemrunden. Men der er kun to udskiftninger tilbage, og dem skal Nikolaj Jacobsen bruge varsomt. Mit mål er at gøre mig fuldstændig klar igen, siger fløjen.

- Først og fremmest er det vigtigt at blive skaden kvit. Det er vildt irriterende. Jeg har haft et godt forløb op til turneringen, men den sidste træning, før vi skal spille testkamp mod Ungarn, får jeg en lille skade, forklarer Hans Lindberg.

Danmark møder Tunesien lørdag aften klokken 20.15.

Facebook
Twitter