Mikkel Hansen har fornyet sporten, han var for lille til

Mikkel Hansen kunne ligeså godt være blevet kasseret, før talentet for alvor foldede sig ud.

- I sin aldersgruppe er han vel det største talent i verden.

Ordene er daværende GOG-direktør Arne Buchs og knytter sig til den dengang 20-årige Mikkel Hansen, som i 2008 har fået sit store gennembrud hos de gulblusede fra Fyn og står foran et skifte til storklubben Barcelona.

Her starter fortællingen om Mikkel Hansen typisk. Det exceptionelle talent, sønnen af den tidligere landsholdskæmpe Flemming Hansen, en håndboldspiller, som nærmest var skabt til storhed. Manden som kan føre nationen til VM-guld.

Men historien om dansk håndbolds største stjerne begynder et andet sted, hvis man spørger Mikkel Hansens ungdomstræner.

- Da jeg møder 14-årige Mikkel for første gang, kunne jeg overhovedet ikke se, at han var et særligt håndboldtalent, siger Claus Hansen, som gennem de sidste 20 år har været dansk håndbolds vigtigste talentudvikler.

Mikkel Hansen var som dreng hverken den største eller bedste håndboldspiller på sin årgang. Men han elskede sporten og arbejdede ihærdigt på at udvikle sin teknik. (© (Privatfoto))

Claus Hansen har været med til at udklække utallige landsholdsspillere i forskellige roller hos Dansk Håndbold Forbund. Og han har været særlig tæt på Mikkel Hansen, som han senere hen blev både klasselærer og ungdomstræner for i GOG.

Mikkel Hansen, der for nyligt selv fik en søn, har omtalt Claus Hansen som en slags reservefar i den periode, hvor han flyttede hjemmefra i en ung alder.

Deres første møde var til en unionssamling for sjællandske spillere, mens Mikkel Hansen stadig var at finde i barndomsklubben i Helsingør.

- Der var ikke noget, som indikerede, at Mikkel skulle være dygtigere end de øvrige spillere til samlingen. Han var ikke særlig høj, og han var spinkel, så han blev rykket ud som venstre fløj. Mikkel var bare én blandt de andre, siger Claus Hansen.

Mikkel Hansen ville ikke skyde

Mikkel Hansen havde i de unge år sin egen far som klubtræner, og Flemming Hansen fortæller samme historie om sin søn: Der gik flere år, før Mikkel Hansen skød i vejret og fik fysik på omgangshøjde med konkurrenterne, men den manglende pondus kompenserede han for.

- Mikkel havde tidligt et godt blik for spillet, og det udnyttede han. Vi havde straks sværere ved at få ham til at skyde. Han spillede den altid videre til en medspiller i stedet for selv at tage skuddet, siger Flemming Hansen.

Mikkel Hansen i sin far Flemmings favn, da Mikkel er cirka to og et halvt år gammel. Lørdag d. 5. januar blev Mikkel Hansen selv far. (Foto: Jan Sommer)

Selvom han hverken var størst eller bedst, overvejede Mikkel Hansen aldrig at droppe håndbolden. Hans glæde ved spillet og passionen for at udvikle nye teknikker var ifølge hans far ganske enkelt for stor.

Og her gemmer en af hemmelighederne bag superstjernens evner på en håndboldbane sig.

- Én af nøglerne til Mikkels succes er, at han har været så heldig at være sent fysisk udviklet. Det betød, at han legede med bolden og forfinede sine tekniske og taktiske evner helt vildt for at få en fordel. Da så først fysikken følger med, har han jo hele pakken, siger Claus Hansen.

Og pludselig går det stærkt. Mikkel Hansen starter på idrætsefterskolen Oure, og hans udvikling som 16-17-årig er eksplosiv - både fysisk og på håndboldbanen.

- Der begyndte man for alvor at kunne se, at han kunne blive noget særligt. Hvis han undgik skader, og motivationen fortsat var til stede, kunne han blive ekstraordinært god, siger Claus Hansen.

Mikkel Hansen kommer til GOG for at spille på deres ungdomshold, avancerer hurtigt til klubbens seniorhold og imponerer håndboldverdenen med sin unikke skudafvikling, da den sydfynske klub bliver dansk mester i 2007 med den 20-årige kommende verdensstjerne på holdet.

På en forårsdag i 2007 ligner den norske verdensklasse-keeper Steinar Ege en mand, som aldrig har set lignende, da en langlemmet venstre back stiger op og med et håndledssvirp sender bolden op i det fjerneste målhjørne.

En stor fornyer

Mikkel Hansens afslutningsteknik er med til at hæve hans spil til et niveau, hvor få andre kan være med. Og fundamentet blev støbt, mens Mikkel Hansen ikke var større end tobak for en skilling.

- For mig er Mikkel Hansen den største danske herrespiller nogensinde. Han har fornyet sporten og nytænkt måden, man kan kaste en håndbold. Han kan jo afvikle et skud, så bolden får det berømte og for målmænd berygtede skru; en curveball, som man kender det i baseball, lyder skudsmålet fra forfatter og håndboldobservatør Thomas Ladegaard.

- Alt det, Mikkel Hansen formår at gøre i sit håndled med en bold, og som han selv lærte som lille knægt, forsøger børn i de danske sportshaller at efterligne nu.

Det er ikke kun på banen, at Mikkel Hansen har vist nye veje i håndboldverden. Han har skabt sig et brand; en moderne Instagram-celeb og kunst-connoisseur, som oser af klasse uden at anstrenge sig.

- Jeg tror faktisk, at Mikkel Hansen er med til at gøre sporten mere graciøs. Oprindeligt var håndbold noget, man dyrkede på gymnasier og universiteter i store byer. Det var en sport, som Rifbjerg digtede om. Nu bliver det jo tit set som en form for lavkultur. Det københavnske kulturparnas vil jo lidt nedladende sige, at det udelukkende er noget, som foregår i Boxen i Herning.

- Så er spørgsmålet bare, om den rolle er noget, Mikkel Hansen er meget bevidst om, eller han i virkeligheden bare er sig selv, siger Thomas Ladegaard.

Drivkraft

Kan vi så bruge Mikkel Hansens historie til andet end lidt romantisk dvælen ved fortællingen om den grimme ælling, som blev én af sportens allersmukkeste svaner?

Han har selv flere gange givet udtryk for, at børn skal have love til at nyde deres sport. Elitetilværelsen må ikke starte for tidligt. Og Mikkel Hansens vigtigste ungdomstræner er enig:

- Vi skal sørge for, at de unge spillere bevarer glæden, legen og nysgerrigheden i spillet. Det er en meget stærk drivkraft for typer som Mikkel, som kan forny spillet og fortsat gøre det seværdigt for os andre, siger Claus Hansen.

Mikkel Hansen kunne have været kasseret, da han mødte op til unionssamling som 14-årig, og de andre spillere vejede 20 kilo mere. Men han mistede aldrig lysten til at spille og lege - og til at imponere sit publikum.

- Vi skal huske at nyde en spiller som Mikkel Hansen, for de kommer simpelthen ikke særlig tit. Han er en spiller, vi også om 30 år vil fortælle om, siger Thomas Ladegaard.

Mikkel Hansen og resten af det danske landshold tager hul på VM-slutrunden, når de torsdag kl. 20.15 møder Chile.