Norsk guldfugl vil gøre sig selv og sin nation til verdens bedste

Sander Sagosen har som 23-årig allerede spillet sig ind i håndboldens absolutte elite, men ambitionerne rækker til endnu mere for den selvsikre og træningsivrige nordmand.

- Det var en kamp mellem Sander Sagosen og Bjerringbro-Silkeborg, og den kamp vandt Sagosen.

Sådan lyder reaktionen fra Peter Bredsdorff-Larsen umiddelbart efter DM-semifinalen i 2017, hvor hans midtjyske tropper har tabt 32-23 til Aalborg Håndbold anført af en dengang 21-årig storspillende Sander Sagosen.

- Jeg kan roligt sige, at han er verdens bedste til en række ting. Særligt i duelspillet er han uforlignelig. Vi må bare tage hatten af for Sander Sagosen, fortsatte træneren for Bjerringbro-Silkeborg.

To uger senere afsluttede den norske håndboldkomet sin Aalborg-tid ved at føre klubben frem til DM-guld, og Sander Sagosen har sidenhen som den største selvfølge indtaget storsatsende Paris Saint-Germain og den internationale håndboldscene.

Han er det norske landsholds absolut største profil og spilleren, som skal drive Norge frem til et topresultat ved VM. En rolle som passer Sagosen glimrende, hvis man spørger manden, som i første omgang vandt kampen om stortalentets underskrift.

Aalborg Håndbolds sportsdirektør, Jan Larsen, opdagede Sagosens store potentiale, da den dengang 17-årige dreng debuterede for det norske A-landshold i 2013 mod Kroatien. Efterfølgende kunne det ikke gå hurtigt nok med at få ham overtalt til at starte sin internationale karriere i Nordjylland.

- Alle kunne se, at han var et kæmpe talent - et af de største i Europa på det tidspunkt, og det var ingen hemmelighed, at vi gerne ville have fat i ham. Vi blev heldigvis enige om, at det passede ham godt at starte sin karriere i Aalborg, inden han skulle tage det næste skridt ud i den store verden. Vi vidste, at vi ikke fik lov til at beholde ham til evig tid, siger Jan Larsen.

Vil vinde VM-guld med Norge

Da Sagosen som 18-årig skrev under på kontrakten i Aalborg, gjorde han sin karriereplan tydelig for sportsdirektøren.

- Jeg skulle udvikle mig de tre år i Aalborg og så tage det næste skridt til en større klub - Paris Saint-Germain, FC Barcelona eller den tyske liga. Det var min plan, siger Sander Sagosen.

Og sådan blev det. Efter at have sat flueben ud for delmålet om at triumfere i den danske liga skrev den 20-årige Sagosen under med en af verdens største og rigeste klubber Paris Saint-Germain.

Det var en usædvanlig fattet spiller, der fortalte sin daværende træner i Aalborg, Aron Kristjansson, om det flotte tilbud fra Frankrig.

- Sander var meget bevidst om, at det var sådan, det skulle gå. Han var stolt over at opnå det, men det var en del af hans plan. Så det var, som det skulle være - et mål på vejen til at blive verdens bedste håndboldspiller, siger Aron Kristjansson.

For Sander Sagosen har haft en plan, siden han var helt lille og blev trænet af sin far, den tidligere håndboldspiller Erlend Sagosen.

Udover et mål om at blive kåret som verdens bedste håndboldspiller, vil Sagosen vinde Champions League med PSG og vinde det igangværende VM med Norge. Og så vil han gøre det forfra igen.

- Med det norske landshold, vi har nu, kan vi få et virkelig godt mesterskab. Sidste VM var vi i finalen og tabte mod Frankrig, så vi kan vinde denne gang, siger Sander Sagosen og fortsætter:

- Jeg arbejder virkelig hårdt for at blive verdens bedste, fordi i mit hoved er det helt naturligt. Når jeg er blevet verdens bedste, har vundet Champions League, VM og EM, vil jeg stadig ikke være mæt. Det er fedt at vinde titler, medaljer og mesterskaber hvert år med mine venner, så jeg har lyst til at gøre det igen og igen - det bliver ligesom et drug for mig. Jeg er forelsket i følelsen af at få en guldmedalje om halsen.

Hele holdet på sine skuldre

De vidtløftige mål og ambitioner på egne og holdets vegne bliver præsenteret nøgternt og fattet – på trods af at Norge ikke er favorit til at vinde VM. Ifølge håndboldsekspert Lars Krogh Jeppesen er det netop den indstilling, der gør, at Sander Sagosen som 23-årig er en del af toppen i håndbold.

- Han tager til Paris i en alder af 21 år og er ligeglad med, hvem han skal møde. Han skal bare blive bedre end dem. Det vidner om en kæmpe selvtillid og tro på egne evner, og det gør ham til et unikt talent - nok det største, siden Nikola Karabatic slog igennem som 17-18-årig, siger Lars Krog Jeppesen.

Men det store ansvar er heller ikke nyt for Sagosen. Erlend Sagosen trænede sønnen hver dag, fra han var fem til seksten år, og der blev spillet håndbold, så snart Sagosen kunne komme til det.

- Jeg har haft et stort ansvar, siden jeg var lille, fordi min far stillede ekstra krav til mig som spiller. Han forventede, at jeg tog ansvaret for hele holdet selv dengang, og så er det bare kommet naturligt. Han har helt klart en rolle i, at jeg står her i dag. Meget tidligt ville jeg være den bedste, og min far lærte mig, at der skulle meget træning og mange ofre til, siger Sander Sagosen.

Rastløshed og en rådden krop

At Sagosen i en alder af 23 år har stået i en VM-finale, en Champions League-semifinale og er blevet nomineret som verdens bedste håndboldspiller flere gange taler for sig selv. Men for dem tæt på Sagosen, der har set hans iver efter hele tiden at blive bedre, er succesen ikke overraskende.

- Sander elsker at træne. Da han kom til os, var han en spinkel fyr, men det ændrede sig hurtigt. Jeg mødte ham mange gange, efter vi var færdige med dagens træning, fordi han skulle over og træne igen alene. Selv på kampdage ville han træne før, selvom vi syntes, han skulle lade være. Men han var den bedste til kampen alligevel. Og så gik han ind til hver træning, som var det en kamp. Det er der ikke mange, der kan, og det er derfor, han er en af verdens bedste, siger Aalborgs sportschef, Jan Larsen.

Bagspillerens overskud og ro trods et kæmpe ansvar på både landsholdet og på klubplan virker nærmest overmenneskeligt. Men efter VM-finalen mod Frankrig i januar 2017 blev det hele alligevel for meget for Sagosen.

En morgen i Frankrig efter VM gik Sagosen ned for at hente morgenmad, men han nåede aldrig hen til kassen. Midt i køen faldt den 1,95 meter høje nordmand om på gulvet af ren udmattelse. Krop og hoved havde kørt på for hårdt og for længe, og en feber og halsbetændelse vandt til sidst over den ihærdige spiller.

Her ligger Sagosens måske største udfordring. Ifølge ham selv er det nemt hele tiden at presse sig selv og sine holdkammerater til grænsen, om det så er i Aalborg, Norge eller Frankrig. Men at give sig selv en pause er langt sværere.

- Jeg føler mig virkelig skidt tilpas, hvis jeg har en uge, hvor jeg ikke skal træne ret meget, men bare slappe af og hygge mig. Så føler jeg mig rådden i kroppen. Der er helt sikkert noget mentalt i det. For mig handler det hele tiden om at blive bedre og bedre, siger Sander Sagosen.

To do-listen er stadig lang, og målet for Norges nummer fem er at hive så meget ned fra de højeste hylder, før håndboldkarrieren er forbi. Om VM-guldet ryger med vil vise sig i løbet af januar.

Hvis Sagosen spiller, som han gjorde i DM-semifinalen mod Bjerringbro-Silkeborg, kan én mand måske også gøre den afgørende forskel i kampen om VM.

Facebook
Twitter