Nu begynder VM i håndbold: Fire favoritter og tre, der kan overraske

DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, giver sit bud på, hvem der kan ende i medaljerækken.

Danmark er Lars Krogh Jeppesens største VM-favorit i et tæt felt af i alt seks-syv hold. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

VM i herrehåndbold er lige på trapperne. Ja, faktisk kastes den første bold på både dansk og tysk jord torsdag aften.

Med Danmarks og Tysklands hjemmebanefordel er de blandt de helt store favoritter. Men feltet tæller i år helt op til syv mulige vindere, spår DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.

Vores egne helte

Mikkel Hansen er én af de spillere, som skal træde i kraft for Danmark. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Går Danmark hele vejen, bliver blot én af de danske kampe spillet uden for landets grænser. Danmark åbner således VM i Royal Arena i København. På nær en eventuel semifinale, der spilles i Hamborg, afvikles resten af holdets kampe i Boxen i Herning.

- En kæmpe fordel, påpeger Lars Krogh Jeppesen, der også siger:

- Jeg synes, at Danmark har en fantastisk og enormt bred trup. Vi har set i fraværet af Mikkel Hansen grundet fødsel og en skadet Niklas Landin og Henrik Toft, at erstatningerne i Nikolaj Øris, Nikolaj Markussen og Jannick Green er fornuftige.

Hør her, hvem det danske hold ser som favorit til at vinde VM-guldet.

- Danmark har fantastiske spillere og store profiler, der er vant til at tage ansvar. Samtidig trænes de af en dygtig træner i Nikolaj Jacobsen, og derfor går Danmark altså ind til turneringen som en af de allerstørste favoritter.

- Jeg tager klaphatten på og peger på Danmark som vinder. Det her er alletiders chance, siger Lars Krogh Jeppesen.

Chancen bliver som tidligere nævnt bestemt ikke mindre med tanke på den danske hjemmebanefordel. En hjemmebanefordel, der også øger den næste favorits muligheder for at hive guldet hjem.

Håndboldkongerne mod syd

Andreas Wolff er målmand for tyskerne. (Foto: Antonio Bronic © Scanpix)

Vores naboer mod syd er på hjemmebane, akkurat som i 2007 hvor landet blev verdensmestre. Verdens største håndboldnation, Tyskland, åbner VM med gruppespil i Berlin, mellemrunden afvikles i Køln, og holdet skal først på dansk jord i en eventuel finale.

- Vi så dengang (i 2007, red.), hvordan det tyske hold fik vinger. Jeg ved godt, at det er et helt andet hold, men de står godt defensivt, siger Lars Krogh Jeppesen.

- De har dygtige og hurtige fløje, og så har de Andreas Wolff i målet, der kommer til at stå en stor slutrunde. En stærk defensiv betyder mange kontrascoringer, og af den grund har jeg en stor tro på Tyskland.

Rekordmestrene Les Bleus

Anders Zachariassen og Danmark måtte se Frankrig vinder EM-bronze for et år siden i Kroatien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Et hold Lars Krogh Jeppesen heller ikke kommer udenom er de seksfoldige rekordverdensmestre fra Frankrig. Les Bleus er tilmed forsvarende mestre, og Lars Krogh Jeppesen påpeger deres fortsatte styrke.

- De er stille og roligt gået i gang med et generationsskifte, men dem de har fået op er vanvittigt dygtige.

- Men i forhold til Danmark og Tyskland, synes jeg, at Frankrig er dårligt besat i målet. Det kan blive meget afgørende. Tidligere havde de en evig top tre-målmand i Thierry Omeyer, og det har de ikke længere med Cyril Dumoulin og Vincent Gérard, siger Lars Krogh Jeppesen.

Vores naboer mod nord

Norges Sander Sagosen med et skud under landskampen mod Brasilien i optaktsturnering til VM. (Foto: Larsen © Scanpix)

Videre nordpå til Norge, der er det sidste af fire hold i toppen af favoritfeltet. Et hold med en stor hjerne bag, og et hold, der har rykket sig meget ifølge Lars Krogh Jeppesen.

- Den nok bedste taktiske træner Christian Berge har virkelig formået at forme holdet. De kommer med et fuldstændigt klart spilkoncept, og så er de anført af Sander Sagosen, der er blandt de bedste i verden i en alder af kun 23 år.

- Tilmed er Norge i den ”lette” halvdel sammen med Danmark, hvor der er rigtig gode muligheder for at komme i en semifinale.

Og så får holdet ydermere også en hjælpende opbakning, fortæller Lars Krogh Jeppesen.

- Vi ved jo, hvordan de norske fans tager afsted til slutrunder, så de kommer helt sikkert også til at have en form for hjemmebane.

Outsiderne

Spanien kunne for et år siden juble over guld ved EM i Kroatien. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Med de fire største favoritter placeret skal der også nævnes et mindre felt af tættere forfølgere, der – hvis alt flasker sig – kan snyde de andre og rejse hjem med guldet. En af disse er Spanien, der sidste år overraskede og vandt EM-guldet i Kroatien.

- Det er svært at kalde dem en outsider, men bare et hold, der rangerer lige under de fire førnævnte hold. Det er ikke et fravalg af Spanien, men mere et tilvalg af de andre.

- Det er ingen tvivl om, at Spanien selvfølgelig sagtens kan ramme en semifinale, for det er et dygtigt hold. Der er bare nogle ting, der taler kraftigere til fordel for de fire andre hold.

Danmarks EM-bødler

Sverige nappede EM-finalepladsen foran Danmark efter en tæt semifinale, som svenskerne vandt 35-34. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danmarks svenske bødler fra sidste års EM kan igen i år ende med at drille de rød-hvide håndboldherrer. Særligt på grund af en meget afgørende faktor.

- Sverige har det måske bedste målmandspar i de to Rhein-Neckar Löwen-spillere Andreas Palicka og Mikael Appelgren

- Derudover har de både Kim Andersson og Kim Ekdahl du Rietz tilbage på landsholdet, og det er to fyrtårne i international håndbold. Med dem tilføjet til en i forvejen rigtig god trup, så kan man for første gang i lang tid snakke om en eventuel semifinale, siger Lars Krogh Jeppesen.

Balkans bedste bud

Luka Cindric under EM for et år siden i Kroatien. (Foto: MARKO DJURICA © Scanpix)

Det sidste hold, der skal med på listen, er endnu en af de store håndboldnationer. Dog også et hold, der de seneste år har haft det svært, og som meget vel kan få det igen i år i bestræbelserne på succes. Også selv om holdet blev nummer fire for to år siden.

- I forhold til de seks andre hold er Kroatien rangeret under. Det kan godt være, at de stadig har Domagoj Duvnjak, men han kæmper hele tiden med en masse forskellige skader.

- Luka Cindric er en af de store playmakere, men i forhold til kvalitet hele vejen rundt, mangler holdet noget. De har for få strenge at spille på både offensivt og defensivt.

VM begynder torsdag og kan følges på DR’s kanaler, ligesom alle Danmarks kampe kan høres direkte i LIGA på P3.