Østrigs stjernespiller før danskerbrag: 'Jeg håber ikke Svan skal spille'

Danmark møder Østrig tirsdag aften i Boxen, og det tyder på at blive hjemmeholdets sværeste modstander hidtil ved dette VM.

Robert Weber og Østrig er klar til Danmark, men Magdeburg-spilleren mener, det bliver en stor mundfuld. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Danmark har taget tre pligtsejre i holdets første kampe ved VM i håndbold, men nu bliver modstanden på papiret hårdere.

Østrig byder op til dans i Boxen i Herning tirsdag aften, og med adskillige spillere fra den bedste tyske liga på holdkortet er det et hold af en anden kaliber, end Danmarks hidtidige modstandere Chile, Tunesien og Saudi-Arabien.

Men VM er ikke gået helt efter planen for Østrig, der står noteret for en sejr over Tunesien og nederlag til Norge og Chile. Spørger man østrigernes stjerne Robert Weber, så er der heller ingen tvivl om, hvem der er favorit i opgøret mod Danmark.

- Kampen mod Danmark bliver sværere end den mod Norge. Danmark er på hjemmebane og en af favoritterne til at vinde VM. De har fantastisk opbakning her i Boxen i Herning, og der er fyldt op, når de spiller, siger Magdeburg-spilleren.

- De står godt i forsvaret, er stærke på kontra, har fløjspillere i verdensklasse og Niklas Landin i målet, så det er en stor mundfuld. Men vi må fokusere på vores eget spil og ikke være nervøse for at spille håndbold mod Danmark. Men jeg håber, det bliver en god kamp, og vi har intet at tabe.

'Svan er en af verdens bedste'

Robert Weber har spillet en årrække i den tyske Bundesliga, og udover sine danske holdkammerater, som blandt andre omfatter målvogter Jannick Green, så har han et stort kendskab til flere af de danske Bundesliga-spillere.

Især Flensburg-Handewitt-fløjen Lasse Svan er Robert Weber opmærksom på.

- Jeg håber ikke, han kommer til at spille, griner Weber.

- Nej, det var en joke. Lasse Svan er altid god. Han er en af verdens bedste på sin position. Men jeg håber ikke, vi laver for mange fejl i morgen, så de kan få mulighed for at komme med deres kontraangreb. Så det er op til os at forhindre, at de kommer til at score for mange mål, siger Weber, der blev topscorer i Bundesligaen i 2018.

Men roserne går begge veje, og Lasse Svan forsikrer, at Danmark ikke tager let på den østrigske opgave.

- Det bliver en helt anden kamp (end Danmarks 34-22-sejr over Saudi-Arabien, red.) De er væsentligt bedre håndboldspillere, og deres forståelse for spillet er bedre. Det er et hold med dygtige spillere, hvor flere spiller i Bundesligaen, så vi skal være klar, siger Svan, der også sætter ord på Weber.

- Han er en fantastisk dygtig håndboldspiller. Især kontraen er han god på, så vi skal hjem over stepperne. Santos på deres anden fløj er mindst lige så hurtig og dygtig til at stikke afsted, så vi skal hjem, når vi har fået afsluttet.

Danmark-Østrig fløjtes i gang klokken 20.45, og kampen kan følges i LIGA på P3 og på TV2.

Facebook
Twitter