Saudi hvem? Sparsomt dansk kendskab til kommende VM-modstander

Det er ikke meget, de danske spillere ved om Saudi-Arabien, som de møder i aften.

I aften skal Danmark i ilden for tredje gang ved håndbold-VM, og for tredje gang står herrerne over for en på papiret meget overkommelig modstander.

I Boxen i Herning løber danskerne nemlig på banen mod upåagtede Saudi-Arabien, som har tabt sine to første gruppekampe ved slutrunden.

Selvom danskerne ved, at saudiaraberne ikke kommer fra nogen stor håndboldnation, så stopper kendskabet til modstanderne også ret bredt der.

Hvad kender du til Saudi-Arabien?

- Ikke mere end hvad jeg lige har set på tv de sidste par dage, siger Mads Mensah.

Den udlægning stemmer meget godt overens med Mikkel Hansens.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg var ekspert på området. Men jeg har set lidt video og nogle af deres kampe. Så lidt kendskab har jeg, men at jeg er på navn med dem, ville være en løgn.

- For at være helt ærlig, så er det et hold, som vi har meget lidt kendskab til, og for os er det lidt svært at udtale mange af navnene. Så internt snakker vi også mest af alt i numre, så der ikke er nogen tvivl om, hvem vi snakker om, forklarer playmakeren Rasmus Lauge om de danske forberedelser og tilføjer:

- Jeg tænker også, at de må have problemer med at udtale vores navne, så det er vel fair nok.

Skal blive til to danske point

Hvis Danmark viser det samme spil i aften, som ved de to første kampe ved VM, så bør det også blive til endnu en dansk sejr.

- Vi har set lidt på dem. Deres kamp i går (lørdag, red.) mod Norge var svær for dem. Nordmændene løb dem bare ned. Vi er klare favoritter – det lægger vi ikke skjul på – men de er en speciel størrelse, når vi ikke kender mere til dem, end vi gør, siger Lauge.

Hverken han eller Mikkel Hansen frygter for, at de danske herrer får problemer med at engagere sig, selvom de nok engang skal spille mod et hold, der langt fra har samme niveau som Danmark.

- Vi har fået tanket en masse selvtillid, og jeg synes det positive ind til videre har været, at vi er blevet ved med at køre på. Når vi har været foran med 5, 10 og 15 mål, så er vi stadig blevet ved med at køre på. Det har været fedt at se, siger den nybagte far Mikkel Hansen.

- Nu har vi lagt opskriften til, hvordan det kan lade sig gøre, og hvordan vi gerne vil optræde. Så gælder det bare om at finde akkurat den samme tænding og engagement frem, selvom det er Saudi-Arabien og alle forsøger at snakke dem ned, forklarer Rasmus Lauge.

Danmark og Saudi-Arabien spiller i aften klokken 20.15. Kampen kan følges direkte på DR1 eller høres i LIGA på P3.