Vennen Mensah om udsigten til ét job for Jacobsen: 'Godt for ham at skrue lidt ned'

Herrelandsholdet i håndbold får til sommer en landstræner på fuld tid.

Til sommer er Nikolaj Jacobsen færdig med at være klubtræner og bliver dermed landstræner på fuldtid. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

De danske håndboldherrer skrev søndag historie ved at vinde VM-guld med finalesejren over Norge.

Det var en triumf, som landstræner Nikolaj Jacobsen var med til at sikre, og han ser nu frem til at kunne grave sig dybere ned i arbejdet med dansk håndbold.

Indtil nu har han haft dobbeltjob og også styret biksen i den tyske topklub Rhein-Neckar Löwen ved siden af landsholdet.

Men det slutter til sommer, når han efter syv år som Rhein-Neckar Löwen-træner forlader Tyskland og bliver landstræner på fuld tid.

- Jeg håber, at jeg kan komme ud og få et endnu tættere samarbejde med spillerne og nogle af klubtrænerne. Så jeg kan høre, hvordan deres syn er på tingene.

- Det er vigtigt for mig at få et godt samarbejde op at stå, siger Jacobsen.

Han roser de danske klubber for at have styr på mange ting, men han vil gerne ud og hente inspiration i udlandet.

- Jeg er i den privilegerede situation, at der bliver gjort et fantastisk stykke arbejde i de danske ligaklubber både organisatorisk og fysisk. Det behøver jeg ikke at bekymre mig så meget om.

Se mini-dokumentaren "Nikolaj Jacobsen - et presset legebarn på dobbeltjob" lige her:

- Jeg vil gerne besøge nogle af de store klubber og få lov til at være med på sidelinjen og suge lidt til mig og udvikle mig som træner og menneske ved at komme ud i den store verden og få nogle erfaringer, siger han.

Morten Henriksen, sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF), glæder sig til et øget samarbejde med landstræneren.

- Det ville være hårdt for Nikolaj, hvis han skulle blive ved sådan her. Aftalen er, at Nikolaj kommer til at involvere sig mere omkring vores strategi og talentudvikling og vil være med til at stille flere spørgsmål.

- Det bliver til gavn for os alle sammen, at vi kan få endnu mere ud af Nikolajs tanker og holdninger, siger Henriksen.

Sportschefen satser på, at der kan skabes endnu mere debat om at optimere landsholdet på forskellige parametre.

- Vi skal ikke glemme, at tingene går hurtigt, og vi kan se, at mange andre nationer presser os, så hvis vi ikke er skarpe på at optimere hele tiden, så bliver vi lige pludselig overhalet på herresiden, ligesom vi er blevet på damesiden, advarer Henriksen.

Mads Mensah, der var med til at vinde VM-guld, spiller til dagligt i Rhein-Neckar Löwen, og han kan se, hvor meget det slider på landstræneren både at være klub- og landstræner.

- Jeg vil ikke sige, at han virker stresset, men jeg tror da, at han er stresset, og jeg tror, det er godt for ham at skrue lidt ned.

- Det er ikke meget pause, han har. Selv om han ikke skal lave noget fysisk inde på banen, så er der meget forberedelsestid, og de pauser, der er fra klubben, hvor han kunne få tid til at komme lidt til hægterne, der er han afsted med landsholdet.

- Så jeg tror, det bliver godt for ham at nøjes med et enkelt job. Der er grænser for, hvor lang tid man kan være under den belastning, siger Mensah.

På vejen til søndagens VM-guld har Jacobsen ikke ønsket at tale om sit dobbeltjob.

Men efter guldtriumfen fortæller han, hvordan det har været med to job og samtidig tre børn - Freja på 20, Sille på 17 og Linus på 10, der ofte har savnet deres far.

De to store piger flyttede fra Tyskland til Danmark undervejs, og det har gjort ondt på både Jacobsen og hustruen Lenette.

- Det hårdeste for mig har været, at Sille flyttede hjem, og Freja også flyttede hjem, så jeg var 1000 kilometer væk fra mine børn.

- Selv om de er store nu og godt kan klare sig selv, så har det været hårdt både for mig og Lenette at være så langt væk.

- Der er altid småting, som børn skal have hjælp til. Der vil man gerne som forælder være tæt på. Det har ramt mig allerhårdest. Også hårdere end jeg havde regnet med, siger han.

Derfor var VM-triumfen en ekstra forløsning.

- At kunne vinde VM og på den måde retfærdiggøre, at man tager væk en måned, eller at Linus skal undvære sin far i fem dage på en uge, når vi har udekampe i Bundesligaen og Champions League.

- At kunne få lov til at give ham den oplevelse og komme med ind på banen og trykke kronprinsen og hans børn i hånden og få medaljen gør den dårlige samvittighed lidt mindre, forklarer Jacobsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter