VIDEO Danmarks nordiske naboer får pligtsejr trods vanskeligheder

Norge fra Danmarks VM-gruppe vandt 34-24 over Tunesien, mens Sverige sled sig til sejr over Egypten.

Fredag var både Norge og Sverige i aktion for første gang ved VM i herrehåndbold.

Nordmændene, som Danmark er i gruppe med, stod over for Tunesien. Her måtte Sander Sagosen og kompagni til tider slide for de to point, men i sidste ende blev det alligevel til en på papiret sikker sejr på 34-24 til Norge.

Venstrefløjen Magnus Jøndal blev topscorer i opgøret med ni mål.

Dermed kommer tuneserne ikke med den største selvtillid, når de lørdag møder Danmark i Boxen i Herning.

Nordafrikanske drillerier

I Royal Arena fik vores svenske naboer kamp til stregen i deres åbningskamp. Her stod de over for en anden nordafrikansk nation, nemlig Egypten.

Selvom Sverige førte det meste af opgøret, så kunne de ikke føle sig sikre på en sejr, da egypterne blev ved med at bide fra sig og æde ind på det svenske forspring.

Det resulterede også i, at det stod helt lige 24-24, kort før kampen sluttede. Alligevel formåede Sverige til sidst at trække fra og vinde 27-24.

Facebook
Twitter