VIDEO NEIN! Tyskland igen snydt for sejr i sidste sekund

For anden kamp i streg blev Tyskland straffet helt til sidst, da Frankrig her til aften sikrede sig uafgjort i de døende sekunder.

To af de store guldfavoritter mødtes i gruppe A her til aften, da Tyskland og Frankrig bragede sammen.

Tyskerne hungrede efter en sejr, efter de i seneste opgør mod Rusland blev snydt for sejren, da russerne udlignede i de døende sekunder af opgøret.

Tyskland var da også foran med 25-24 få sekunder før tid mod de franske verdensmestre, men igen måtte hjemmeholdet nøjes med et enkelt point, da Frankrigs Timothey N'Guessa udnyttede et frikast og sikrede franskmændene et uafgjort resultat.

Første halvleg var en tæt affære, og holdene fulgtes ad til 5-5, hvor tyskerne så langsomt fik et overtag og kom foran 10-7.

Det var dog tæt, og tyskerne gik til pause foran 12-10.

Efter et kvarter af anden halvleg var det stadig tæt med 17-17, inden tyskernes Hendrik Pekeler scorede i et tomt mål til en smal føring.

Paris Saint-Germains Nikola Karabatic, der er skrevet ind i den franske bruttotrup efter at være blevet opereret i den ene fod i oktober, var ikke med i kampen.

Det bølgede frem og tilbage i opgøret, og tyskerne bragte sig foran 20-19.

Nedim Remili sørgede for udligning, men Paul Drux og Uwe Gensheimer sørgede for tysk 22-20-føring.

Der var kog under kedlerne i Mercedes-Benz Arena i Berlin, og Fabian Böhm sørgede for tysk 23-21-føring, men Luka Karabatic reducerede i det intense opgør med fem minutter igen.

Et indspil til stregen blev effektivt udnyttet af Jannik Kohlbacher, og så førte Tyskland igen med to mål, men Dika Mem reducerede lynhurtigt for Frankrig.

Verdensmestrene var dog ikke slået endnu, og Kentin Mahe reducerede på et straffekast.

Med nerverne på højkant gik holdene ind til de to sidste minutter og en tysk 25-24-føring og Frankrig i angreb.

En fejl gav tyskerne bolden med 50 sekunder igen, men Fabian Böhm misbrugte, og efter en timeout var Frankrig i angreb i de sidste sekunder.

Den turbulente afslutning endte altså med et fransk frikast i sidste sekund, og det udnyttede Timothey N'Guessan.

Dermed topper Frankrig gruppen med syv point foran netop Tyskland, der har seks point inden holdene spiller sidste gruppekamp senere denne uge.

/ritzau/

Facebook
Twitter