ANALYSE Tre ting vi lærte af sejren over Sverige

DR's håndboldekspert Camilla Andersen vurderer, at sejren beviste vigtigheden af, at Kristina Kristiansen starter inde i forsvaret.

De danske håndboldkvinder er klar til VM-kvartfinalen på onsdag efter en flot sejr på 29-22 over Sverige.

Specielt i første halvleg blev der vist masser af gode danske takter, som vi kan tage med videre i turneringen.

DR's ekspert Camilla Andersen har udpeget de tre væsentligste ting, som vi lærte af sejren over svenskerne.

Gejsten er afgørende

Det første vi kan tage med fra kampen mod Sverige er den gejst, og det tryk vi kom med. At spille foran 12.000 mennesker i en kamp som mod Sverige, det er vanvittigt fedt. Man kan ikke forestille sig det, før man har prøvet det. Det er en oplevelse for livet.

Det vil spillerne have mere af og det kan de bruge resten af turneringen. Glæden og lettelsen lyste ud af de danske spillere efter kampen. Det hele blev ligesom forløst i kampen mod svenskerne.

Bænken ramte plet

For første gang i turneringen synes jeg, at Klavs Bruun Jørgensen og Søren Herskind havde styr på deres hold. De havde forberedt spillerne godt både forsvars- og angrebsmæssigt.

Det var en flot taktisk kamp af det danske mandskab. Trænerteamet har også været under pres, så det var også vigtigt for dem at få en succesoplevelse.

Kristina Kristiansen styrede det danske kontraspil på fornem vis mod svenskerne. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Spilstyreren kom i gang

Kristina Kristiansen er med i turneringen nu. Hun startede inde i forsvaret, og det gør en verden til forskel for hendes spil. Hun kom op i gear, og det at hun var med til at føre bolden frem satte svenskerne voldsomt under pres.

Den danske første- og andenbølge var langt farligere mod Sverige end tidligere i turneringen. Kristina Kristiansen satte noget tempo og energi ind i vores kontrafase, og hvis Danmark skal have succes ved VM, så skal hun fungere.