Dansk VM-djævel: Svenskerne skal have tæsk

Svenske Johanna Westberg kalder Sarah Iversen for en "djævel på banen", og det har hun ret i, siger danskeren.

Sarah Iversen (trøje nummer 5) har tænkt sig at gå til stålet mod Sverige. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Den psykologiske krig er godt i gang før tirsdagens kvartfinale mellem Danmark og Sverige ved VM i håndbold.

Op til kampen har svenske Johanna Westberg kaldt Sarah Iversen for en "rigtig djævel inde på banen", og den danske stregspiller slår da også fast, at hun er klar til at uddele tæsk til svenskerne.

- Vi kommer til at være hårde fra start. Det gælder om at få det psykologiske overtag og presse dem fra start til slut, siger Sarah Iversen.

Johanna Westberg og Iversen kender hinanden indgående fra Nykøbing Falster, hvor de begge spiller.

Hård fight i vente

Den danske stregspiller erkender, at hun måske er en djævel inde på banen.

- Det er jeg vel. Hun bryder sig ikke om det. Så man går lidt ekstra til hende, siger Sarah Iversen.

- Jeg har ikke noget imod, at hun kalder mig en djævel. Jeg tager det bare som ekstra motivation. Jeg ved bare, at hun skal have nogen tæsk.

- Når vi så mødes i Danmark en gang, så må vi drikke en øl, hvis stemningen bliver dårlig mellem os, siger Sarah Iversen.

Johanna Westberg har spået en svinsk spillet kvartfinale, og det samme forventer flere af de danske spillere, der vil skubbe lidt ekstra, hvis de ser deres snit til det.

Danmark slog søndag de tyske VM-værter i ottendedelsfinalen, mens Sverige besejrede Slovenien. På vejen mod kvartfinalen har svenskerne også nedlagt de regerende norske verdensmestre i en gruppekamp.

Der er kampstart tirsdag klokken 17.30 i Leipzig.

/ritzau/

Facebook
Twitter