Det gik fra nul til 100 efter VM-debutants tur i baglokalet på McDonald's i Nykøbing Falster

At Lærke Nolsøe i 2016 lod fornuften sejre og skiftede til NFH har været definerende for landsholdsspillerens karriere.

(Foto: CHARLY TRIBALLEAU © AFP or licensors)

Nogle gange sker ting bare på de helt rigtige tidspunkter.

I 2016 sad VM-aktuelle Lærke Nolsøe i sin daværende lejlighed i Holstebro med en veninde. Nolsøe var nået til et punkt, hvor hun 'var pissetræt af at sidde på bænken' i sin vestjyske klub. Der skulle ske noget, noget andet, hvis hun skulle fortsætte sin udvikling.

Det gjorde der så. Telefonen ringede.

Hendes tidligere træner Niels Agesen var sæsonen forinden rykket fra Holstebro til Nykøbing Falster Håndbold i den helt anden ende af landet - og han ville altså have den talentfulde venstrefløj med sig.

- Da jeg lagde på, sad jeg totalt paf og stirrede ud i luften. Min veninde spurgte: "Hvad sker der"?

- Niels Agesen har lige ringet og spurgt, om jeg vil til Nykøbing, siger 23-årige Lærke Nolsøe.

VM-slutrunden i Japan er Lærke Nolsøes anden med A-landsholdet. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup)

- Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde. Alt i mig havde lyst til at sige nej, men håndboldmæssigt vidste jeg, at det var det rigtige at gøre, siger den danske landsholdsspiller.

Fornuften vandt den mentale armlægning, og i dag er Lærke Nolsøe ikke i tvivl om, at sceneskiftet for tre år siden har været karrieredefinerende - også set med de rød-hvide briller.

- Det har været altafgørende. Jeg gik jo fra at sidde på bænken til at gå direkte ind i NFH og spille 60 minutter. Det var fra nul til 100 på én sæson, siger Lærke Nolsøe, der i sit første år på Falster var med til at vinde DM-guld.

Mødet med en vild håndboldkultur

Afsted det gik - til en ny klub og til et af de i særklasse mest intense håndboldmiljøer i Danmark.

Det er ikke uden grund, at de fleste ligaklubber hader, når der er en udekamp i Nykøbing Falster på programmet.

- Nykøbing er et meget specielt sted at spille, og jeg brugte også lang tid i starten på at finde rundt i det cirkus, det er dernede. Der er meget hurlumhej og et stort pres - på en god måde - fra både fans og klubben, siger Lærke Nolsøe.

- Det er bare en lille familie og noget helt andet, end det jeg ellers havde prøvet. Det er noget helt unikt, og fansene er guld værd for os.

Tag bare Nolsøes spillerpræsentation som eksempel. Den foregik på "den gyldne måge" i Nykøbing Falster.

- Jeg blev hentet af Niels Agesen i lufthavnen, og så kørte vi ud til McDonald's, hvor jeg blev placeret i et baglokale og fik at vide, at hvis jeg ville have noget at spise, skulle jeg bare sige til, griner hun.

Lærke Nolsøe er blevet en profil for Nykøbing Falster, hvor hun siden skiftet har spillet 100 ligakampe for klubben og scoret 347 mål. (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)

Herfra blev Nolsøe ført ud i restauranten, hvor hun med armene banede sig vej forbi to flag med klubbens logo og ind i et virvar af gule farver og klapsalver.

- Da jeg kom ud, var der fuldt med NFH-fans. Der var rigtig mange mennesker, men det er der jo som regel, når det har noget med NFH at gøre, siger Lærke Nolsøe.

For her er afstanden mellem fans og spillere utrolig lille. Det krævede tilvænning, men i dag vil Lærke Nolsøe ikke være det foruden. Når fansene giver så meget, skal spillerne selvfølgelig give noget igen, lyder det.

- Da jeg startede i klubben, arbejdede jeg på en café i byen. Og her kom ofte folk, som bare ville sige hej og købe en kop kaffe, fordi jeg var der, siger Nolsøe med et smil.

Har let til tårer

Fløjspilleren er udpræget familiemenneske og tryghedssøgende. Derfor var Lærke Nolsøe heller aldrig af sig selv rykket fra vest mod øst, fra Jylland til Falster. Ikke uden Niels Agesens lette prik på skulderen.

Der blev lige pludselig en meget lang togtur mellem hende og familien i Aalborg.

Og afstanden til familien er der da også til at få øje på - og mærke - ved den igangværende VM-slutrunde i Japan, indrømmer landsholdsspilleren.

- 'Thank God', at der findes Facetime (videoopkald, red.), siger hun.

Lærke Nolsøe kan mærke, at slutrundedebuten ved EM sidste år gør, at hun er langt mere rolig under det igangværende verdensmesterskab i Japan. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup)

På nogle områder virker Lærke Nolsøe ældre, end dåbsattesten indikerer. Rolig, velovervejet og reflekterende i langt større grad end de fleste andre 23-årige.

Omvendt kan Nolsøe godt selv se ironien i, at hun her i starten af tyverne stadigvæk har let til tårer, når der gives farvelkram til mor og far.

- Jeg er bare ikke er god til at sige farvel. Min familie og nærmeste betyder rigtig meget, siger hun.

- Da jeg sagde farvel til mine forældre efter den sidste kamp inden VM, græd jeg også i hallen, indrømmer Nolsøe blankt.

Det fik holdkammeraterne i Nykøbing Falster til at trække på smilebåndene.

- De vidste jo godt, at jeg ikke stod og græd, fordi vi havde tabt. Og jeg bliver altså 24 år om lidt, men jeg kan simpelthen ikke vænne mig af med det, griner landsholdsspilleren.

Venstrefløj Lærke Nolsøe (her i aktion under VM) fik A-landsholdsdebut som 19-årig. (Foto: Bo Amstrup)

Noget andet Lærke Nolsøe har svært ved at undslippe, er det kælenavn, hun fik af sin nu tidligere træner Niels Agesen under tiden i Holstebro. 'Prinsessen af Aalborg'.

- Det har hængt ved lige siden. Jeg kom til Holstebro efter at have boet hjemme ved mor og far, og det synes Niels var sjovt at drille mig med. At min mor og far sprang på hænder og fødder for mig, siger Lærke Nolsøe.

Han har fyldt meget i venstrefløjens karriere, ham Niels Agesen. I dag cheftræner i Randers HK.

Det er lidt sjovt. Havde Agesen dengang i 2016 ringet et halvt år senere, kunne svaret let have været et andet, fortæller Lærke Nolsøe.

Så var det ikke sikkert, at hun i dag havde siddet midt i et VM i Japan. Og helt sikkert, at hun for tre år siden ikke havde trådt ud af baglokalet på McDonald's i Nykøbing Falster.

Nogle gange er tidspunktet altså bare helt rigtigt.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter