Fisker: Vi satsede og det gik galt

Eksperimentet med at spille syv mod seks blev dyrt for Danmark i nederlaget mod Rusland ved VM.

De danske håndboldkvinder kunne ikke runde gruppespillet ved VM i Tyskland af med en sejr, da Rusland viste sig at være for en mundful. Russerne sejrede med overbevisende 32-27.

Danmark fik en skidt start på kampen, men fik kæmpet sig tilbage og var blot bagud med et enkelt mål ved pausen.

Men så gik det galt igen.

- Jeg synes egentlig, vi kom godt tilbage og kæmper hele vejen. Så satser vi lidt med syv mod seks. Det går desværre galt og de får et par nemme mål, siger fløjspilleren Maria Fisker, der tager hatten af for et stærkt russisk hold, der med sejren vandt Gruppe C foran Danmark.

- Jeg synes, vi prøver, og vi kommer også tilbage og kommer på minus fire til sidst, men ja, de er virkelig også gode. Det er et sindsygt godt hold. De er mega rutinerede og vil virkelig også gerne vinde puljen, siger Maria Fisker.

Danmark kan med nederlaget til Rusland se frem til at møde værtsnationen Tyskland på søndag i ottendedelsfinalen. En kamp, der bliver vist på DR1.

Facebook
Twitter