Japans målmand taler norsk og lærer Japan at være glade

Født i Norge og målmand for Japan. Sakura Kametani er kvinden, de danske håndboldkvinder skal forbi lørdag aften.

Hun er født i Norge, taler norsk og spiller i norsk håndbold. Japans målmand Sakura Kametani har bragt Norge til Japan.

Forud for VM-slutrunden i Danmark tilknyttede Japan den tidligere danske assistenttræner Ulrik Kirkely som sparringspartner for den japanske landstræner Masamichi Kuriyama.

Ulrik Kirkely skulle hjælpe det japanske mandskab med at forberede sig på den europæiske spillestil, men den japanske trup råder i forvejen over et europæisk islæt- skandinavisk endda.

Sakura Kametani lyder umiddelbart ikke specielt skandinavisk, men hun er ikke desto mindre født i Norge og har norsk far, mens moren er japansk. I Norge er hun bedre kendt som Sakura Hauge, og hun forsøger at bringe noget norsk humør til det japanske landshold.

- I Norge viser man flere følelser, når du er på banen. Det prøver jeg at få ind her, for japanere er lidt lukkede i forhold til følelser.

- Så jeg vil gerne have, at alle viser mere glæde og generelt viser flere følelser, siger Sakura Kametani til DR Sporten.

Danmark har alt at tabe

Det var i sommer, at Sakura Kametani valgte at satse på landsholdskarrieren i Japan frem for Norge.

Hun havde tidligere været inde omkring det norske landshold, men hun formåede ikke at bide sig fast. Derfor faldt valget på Japan, for drømmen har altid været at deltage ved en VM-slutrunde.

Nu er drømmen gået i opfyldelse, og første store opgave er altså kampen mod Danmark.

- Vi har jo alt at vinde, og Danmark har alt at tabe. De har alt presset på sig, fordi det er åbningskamp, og de er arrangører af VM.

- Vi skal nok gøre alt for at gøre det til en lige kamp, slutter en glad Sakura Kametani.

Om Sakura Kametani og resten af det japanske mandskab kan drille Danmark, kan man se direkte på DR1 lørdag aften, mens kamp også kan høres i Liga på P3.