Klavs Bruun: Rusland står godt til os – eller gør de?

Den danske landstræner Klavs Bruun Jørgensen har ikke tænkt sig at lade sin spillere hvile på laurbærrene i ’gruppefinalen’ mod Rusland.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen er spændt på, hvordan det danske angrebsspil kommer til at fungere mod Rusland. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er lagt op til gruppefinale, når Danmark og Rusland fredag aften tørner sammen ved VM i håndbold i Tyskland.

Danskerne kan med en sejr gå forbi russerne, hvilket der er stor fidus i, da Danmark dermed først kan møde VM-favoritterne fra Norge i en eventuel finale.

Danmark er sikret en plads i ottendedelsfinalerne uanset resultatet mod Rusland.

- Jeg har ikke tænkt mig at smide kampen. Vi spiller helt klart for at vinde puljen, for så ved vi, at vi kan undgå Norge helt frem til finalen. Altså en eventuel finale. Der er jo lang vej endnu, siger Klavs Bruun Jørgensen om scenariet, der også kræver, at Norge samtidigt vinder deres gruppe, hvilket er overvejende sandsynligt.

Rusland har vist stort styrke ved VM, hvor al modstand foreløbigt er blevet fejet til side.

Danmark har dog under Klavs Bruun Jørgensens kommando tidligere haft et godt tag på Rusland, så det giver anledning til en vis optimisme i den danske trup.

- Vi har egentlig haft et okay forhold til de her russere. Det er et sindssygt dygtigt hold, der spiller i et højt tempo. Men vi har haft succes med at tage noget fart ud af deres spil, så det har ligget fint til os. De kører meget på mand-mand i angrebsspillet og der er vi relativt stærke, siger Klavs Bruun Jørgensen, der dog samtidigt er lidt i tvivl om, hvorvidt det danske angrebsspil vil fungere lige så godt mod Rusland som vanligt.

- Angrebsmæssigt har vi ramt dem godt i deres relativt offensive 6-0-forsvar, hvor vi har været dygtige til at krydse dem rundt. Især når de har haft de her større forsvarsspillere med, men tre af de spillere, der normalt giver dem god fysik i forsvarsspillet, er ikke med denne her gang. Så det er jeg lidt spændt på, siger landstræneren.

Held skal der til

Danmark lagde skidt ud i VM-slutrunden med et nederlag til Montenegro, men har spillet sig op med sejre ovre Japan og Tunesien, inden billetten så blev sikret med en 22-20-sejr over Brasilien, der spillede deres måske bedste kamp ved slutrunden ved den lejlighed.

- At vi kan levere på det niveau mod et godt spillende brasiliansk hold, det giver mig forhåbninger. Om det så er nok til at bære, må vi se. Der er jo også momenter i kampen mod Brasilien, hvor vi også er heldige. Det er det held, som jeg hele tiden har talt om. Det handler om at opsøge det. Det knoklede pigerne for og så kom det held også.

Danmark møder Rusland klokken 20:30. Kampen vises på DR1 med optakt fra klokken 20:00. Opgøret kan også følges i LIGA på P3 og live i tekst her på siden.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter