Lars Krogh om VM-regelændring: Kan blive et kæmpe problem for Danmark

Godt en måned før VM i Danmark er håndboldreglerne blevet ændret. Uprofessionelt, lyder dommen fra DR’s håndboldekspert.

Kristina Kristiansen og det danske kvindelandshold kan blive hårdt ramt af IHF's regelændring. (Foto: Johan gadegaard © Scanpix)

Det internationale håndboldforbund (IHF) offentliggjorde onsdag fire regelændringer, der vil blive taget i brug, når der spilles VM for kvinder i Danmark i december.

Specielt en af disse ændringer har skabt debat i håndboldverdenen - nemlig reglen om, at man nu må nu spille syv mod seks, uden at den syvende markspiller skal have målmandstrøje på. Det medfører, at det er frit, hvilken spiller der må løbe ud og skifte med målvogteren.

Sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF) - Ulrik Wilbek - erkender, at reglen kan få store konsekvenser for både angrebs- og forsvarsspillet.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen var langt mere kritisk overfor ændringen, som han blandt andet kalder for et skråplan og forudser, at den vil ødelægge mere end den vil gavne.

Vanskeliggør offensivt forsvar

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen ser også problemer med regelændringen.

- Det faktum at man ikke skal have en overtrækstrøje på, når man spiller syv mod seks gør, at det bliver svært at praktisere offensivt forsvar. Hvis man skal skære det skarpt op, så kan det betyde, at hvis man møder et hold, der er dygtige til at spille med syv markspillere, så kan man ikke dække så offensivt, som Klavs Bruun Jørgensen.

- Så vil Danmark have mistet en masse dyrebar tid i forhold til at få spillet et forsvar sammen. Hvis modstanderne er gode til at løse spillet syv mod seks efter regelændringen, så kan du ikke dække så offensivt op, som det danske kvindelandshold har i sinde at gøre.

Lars Krogh Jeppesen forudser, at en af IHF's regelændringer kan få store konsekvenser for Danmark under VM. (Foto: DR Sporten © Type 1)

- Man bliver nødt til at tænke mere defensivt, for ellers kan man komme til at spille tre mod fire på nærmest hele buen, så regelændringen kan vise sig at blive et kæmpestort problem for Danmark, lyder vurderingen fra Lars Krogh Jeppesen.

Uprofessionelt

Heller ikke timingen imponerer DR Sportens ekspert.

- Jeg synes, at det er forkert, at man ændrer reglerne godt en måned før et verdensmesterskab. Det er simpelthen for tæt på og for uprofessionelt. En VM-slutrunde er ikke stedet, hvor man bør eksperimentere.

- Jeg håber ikke, at ændringen vil gøre, at spillet skifter karakter. Men lad os nu se, hvor mange hold, der kan drage fordel af de nye regler, slutter Lars Krogh Jeppesen.

Facebook
Twitter