Tre ting der gør at Danmark slår Montenegro

DR Sportens håndboldekspert Camilla Andersen kommer med sine tre bud på, hvorfor det ender med dansk sejr i det første VM-opgør.

Først nåede venstrebacken Anne Mette Hansen ikke at blive klar til at komme med i VM-truppen. Derefter måtte stregspiller Stine Bodholt afbud med en skade - og så alligevel rejse med til Tyskland i håb om spilletid senere i turneringen. Og senest er højrefløjen Trine Østergaard blevet skadet, så landstræner Klavs Bruun Jrøgensen har måtte sende bud efter Simone Bøhme.

Der har derfor været stor fokus på skadessituationen op til VM-slutrunden, men nu kommer vi endelig videre og frem til det, som det hele nu en gang handler om - nemlig spillet på banen.

Og det er en god bekendt af dansk kvindehåndbold, der venter i det første opgør i gruppe C i EWE Arena i Oldenburg. Modstanderen er nemlig - endnu en gang, fristes man til at sige - Montenegro. Ved de seneste to slutrunder er det blevet til et par tætte opgør mod montengrinerne.

Det indbyrdes opgør ved VM i Herning i 2015 endte det med et dansk nederlag på to mål, men Klavs Bruun Jørgensens mandskab fik revanche ved EM-slutrunden i Sverige sidste år, hvor det lykkedes at vinde med et mål.

DR Sportens håndboldekspert Camilla Andersen forventer også, at lørdagens VM-opgør bliver en tæt affære. Hun ser dog en lille fordel til Danmark på grund af følgende tre aspekter af spillet.

Dansk bredde

- Jeg tror, at Danmark slår Montenegro fordi, vi har en bredere trup, end Montenegro har. De er gode i startsyveren, men det er store tunge spillere, der ikke kan spille to gange 30 minutter. Og når de skifter ud, skal vi slå til. Den montenegrinske bænk kan nemlig ikke matche den danske.

- Kort sagt så har vi ganske enkelt flere strenge at spille på, end de har. Og det bliver nødvendigt at udnytte disse, for det bliver en tæt kamp. Til gengæld tror jeg, at bredden viser sig at blive afgørende.

Velfungerende defensiv

- Det kan allerede ses, at Lars Jørgensen er kommet til som assistenttræner. Den danske defensiv er nemlig lige nu bedre end længe set. Forsvaret er blevet en anelse mere defensivt og det klæder virkelig landsholdet. Det tror jeg vil blive udslagsgivende overfor Montenegros stærke angrebsspillere.

- Defensiven vil også kunne skabe base for en del kontramål mod montenegrinerne, der ikke er verdens bedste til at komme tilbage og stå i forsvaret. Deres store tunge bagspillere kan ikke løbe med os, og de vil højst sandsynligt også skulle nå at skifte to spillere mellem angreb og forsvar.

Taktisk fordel

- Danmark vil være rigtig godt taktisk forberedt. Selvom Montenegro igen har profilerne Jovanka Radicevic og Katarina Bulatovic til rådighed, så spiller de på samme måde som de plejer. Kvaliteten er godt nok blevet løftet, men de kommer ikke med noget overraskende. De er et godt hold, men vi ved, hvad de kommer med.

- Montenegro kender selvfølgelig også Danmark godt, men har kun haft deres nye svenske træner Per Johansson en måned, så han kender endnu ikke sit hold så godt. Taktisk skal man være utrolig skarp, hvis man skal finde den rigtige løsning til sidst i en tæt kamp, og den erfaring har Johansson ikke med holdet, slutter Camilla Andersen.

Danmark åbner VM-turneringen i Tyskland mod Montenegro i aften kl. 20.30. Du kan følge opgøret på TV2, P3 og her på dr.dk.

Facebook
Twitter