VIDEO Efter to års landsholdspause: Burgaard drømmer om VM

Louise Burgaard har ikke spillet en landskamp siden 2015, hvor følte sig udbrændt mentalt.

Efter håndbold-VM på hjemmebane i Danmark i 2015 trak Louise Burgaard stikket. Den talentfulde højreback følte sig udkørt fysisk og mentalt og bad om ro. Siden har hun ikke spillet en landskamp for Danmark.

- Det kunne ikke rigtig være på andre måder. Det er sådan, jeg har det. Det var ikke sådan et valg, det var egentlig bare sådan, det var. Jeg glæder mig til hver træning og har det rigtig godt, siger Louise Burgaard til DR.

Drømmen om VM

Trods nogle småproblemer med den ene skulder glæder hun sig over at være tilbage på landsholdet, og spillemæssigt er hun også i godt humør i sin klub.

- Det går rigtig godt. Vi har haft en rigtig god opstart og ligastart i FC Midtjylland, så jeg synes, det går den rigtige vej. Jeg synes egentlig, det ser godt ud.

- Selvfølgelig er drømmen at komme med til VM i december. Det er altid den største motivationsfaktor, så det går jeg benhårdt efter, siger Louise Burgaard.

Danmark spiller EM-kvalifikationskampe mod Montenegro onsdag og mod Island søndag.

Facebook
Twitter