VIDEO Skov: Vi viser hvorfor vi ikke skal spille de sjove kampe

Den rutinerede forsvarsspiller er ærgerlig over, at det danske landshold har så mange og lange udfald i de vigtige kampe.

Det sidste indtryk, som det danske landshold efterlod sig ved VM på hjemmebane, var et pauvert et af slagsen. Efter en god første halvleg før pausen, faldt de fuldstændig sammen mod Rusland, der endte med at vinde kampen med 25-21, og dermed blev Danmark også henvist til sjettepladsen ved VM.

- Vi viser nok, hvorfor vi skal spille her og ikke i de sjove kampe. Vi spiller 30 gode minutter og har rigtig mange udfald i anden halvleg. Sådan har det også været i de andre kampe, der har været afgørende, og det er måske nok lidt kendetegnende for os, siger forsvarsspiller Rikke Skov og afslører, at der blev talt dunder i omklædningsrummet efter kampen.

- Klavs (Bruun Jørgensen, red.) har lige givet os en velfortjent skideballe derude, fordi vi slutter af på den her måde. Det er bare ikke godt nok. Hvis man vil være med heroppe og prøve at vinde nogle medaljer, så kræver det 100 procent. Man kan ikke slække i bare fem minutter.

Det gør ondt

På forhånd havde Dansk Håndbold Forbund (DHF) sat en plads i kvartfinalerne som et acceptabelt resultat for slutrunden. En målsætning der blev nået med kampen mod Rumænien, men som Rikke Skov gerne ville have forbedret.

- Jeg ville gerne have spillet med i en semifinale og også gerne en medalje i dag. Det havde nok været målsætningen for os alle sammen. Så jeg er skuffet over kampen mod Rumænien og kampen i dag, og det gør ondt endnu, for jeg synes godt, at vi kunne have været med længere fremme, siger Viborg HK-spilleren.

Men det er ikke helt skidt alt sammen, for der har været lyspunkter i det danske spil undervejs i turneringen. Ikke mindst første halvleg mod russerne.

- Vi har vist, at vi kan være med. Vi spiller godt mod russerne som er et fysisk stærkt hold, og som faktisk var favoritter til at vinde turneringen. Nu har vi spillet den første vigtige slutrunde med de her trænere, og vi har stået distancen, så jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til kampene i marts, siger hun med henvisning til den kommende OL-kvalifikation.