VIDEO Norge suverænt i VM-finalen: Banker Helle Thomsens Holland

De norske håndboldkvinder var for stor en mundfuld for Holland, der blev slået med ni mål i semifinalen.

Norge leverede en sand magtdemonstration, da landets håndboldkvinder fredag spillede sig i VM-finalen i Tyskland.

Norge mødte Holland i den første semifinale, og opgøret bød aldrig på spænding, da Norge endte med at vinde 32-23.

Holland kunne slet ikke følge med, og Norge var alt for stærke gennem hele kampen.

Norge spillede sig i semifinalen med en storsejr på hele 34-17 over Rusland, og Norge havde også fuld fart på i indledningen af fredagens opgør.

Her var nordmændene foran 6-1 efter ti minutter, og det lignede nøjagtig så stor en mundfuld som forventet for det hollandske landshold.

Danske Helle Thomsens mandskab besejrede som ventet Tjekkiet i kvartfinalen. Sejren lød her på 30-26, men hollænderne var nok forberedt på sværere modstand i semifinalen.

Holland og Norge mødtes også i VM-finalen i Herning i 2015, ligesom det i fjor blev til en norsk finalesejr i EM-finalen over Holland.

Dengang var det dog mere lige, da Norge vandt 30-29.

Norsk chokstart

Efter et kvarter lignede det et afgjort opgør, da Nora Mørk havde øget til 9-2 for Norge, selv om den hollandske keeper Tess Wester faktisk tog godt fra i det hollandske mål.

Stine Oftedal bankede Norge på 14-7, og Nora Mørk øgede til 15-7 kort efter med fem minutter igen af første halvleg.

Så bed Holland lidt fra sig og og reducerede to gange til 9-15, men Norge gik til pause foran 17-10.

Der blev ikke ændret meget på kampens forløb i anden halvleg, hvor de norske håndboldkvinder fortsat dominerende og fjernede al spænding om udfaldet.

Med fem minutter igen var føringen komfortabel på ti mål.

Bagud 21-31 kunne Helle Thomsens mandskab ikke ændre på perspektivet, og hollænderne måtte dermed vinke farvel til en finaleplads i Tyskland, mens Norge fortjent kunne juble over udsigten til endnu en finale til nationens håndboldkvinder.

Nora Mørk var Norges store profil med sine otte scoringer i kampen.

Senere fredag mødes Frankrig og Sverige i den anden semifinale.

/ritzau/

Facebook
Twitter