VIDEO VM-overraskelse: Japan slår Danmarks overkvinder

Japans håndboldkvinder fulgte op på 14-målsnederlaget til Danmark ved at slå Montenegro 29-28.

Halvandet døgn efter at Japan fik bank med 14 mål af de danske håndboldkvinder ved VM i Oldenburg, stod japanerne bag en stor overraskelse.

Tirsdag besejrede de Montenegro med 29-28, og dermed er montenegrinerne nu under pres i gruppe C, da holdet også har tabt til Rusland.

Montenegro åbnede ellers VM med en overbevisende 31-24-sejr over Danmark i lørdags.

Japan er nu oppe på tre point for tre kampe. Det rækker til en tredjeplads før Danmarks kamp tirsdag aften mod Tunesien. Med en sejr går Danmark forbi Japan.

De fire bedste af gruppens seks hold går videre til ottendedelsfinalerne.

Kampens spiller blev i øvrigt Ayaka Ikehara, der til daglig spiller i Nykøbing Falster Håndbold.

Her kan du se et portræt af den japanske venstre fløj, der tidligere i år blev den første japaner til at spille Champions League.

/ritzau/

Facebook
Twitter