VM-RANGLISTE: Norske håndboldkvinder ser skræmmende ud

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen giver her sin vurdering af styrkeforholdet mellem de fire resterende hold ved VM.

(Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Efter onsdagens veloverståede kvartfinaler er feltet ved håndbold-VM skåret til fire, der kæmper om guldet.

Holland besejrede onsdag aften Tjekkiet, mens Norge i en magtdemonstration sendte Rusland ud af turneringen. De to hold mødes i den ene semifinale, mens den anden står mellem Sverige, der besejrede Danmark, og Frankrig.

Men hvem står stærkest i kampen om at løfte guldet? Det giver DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen sin vurdering af her:

1: Norge

- Med en imponerende indsats mod Rusland, må man bare sige, at samtlige af deres profiler markerer sig og tanker selvtillid. De fik stabiliseret forsvaret, og med de to målvogtere, de har, så ser de skræmmende ud. Begge målvogtere kan afgøre håndboldkampe.

- Generelt viser Norge bare et skræmmende niveau, som i næste kamp skal gå ud over Holland.

- Hvordan slår man Norge? Det er et godt spørgsmål. Man skal minimere de offensive fejl, så man får stoppet den norske kontrabølge. Men det ser godt nok svært ud.

2: Sverige

- De har vundet seks kampe i streg, og det er et mandskab, der har en enorm selvtillid. De tror ikke på, at de kan tabe. Mange af spillerne er i et overdådigt spilhumør, og de har mange strenge at spille på. De har også en virkelig god kontrafase. De har mange spillere med fart i benene, og det er en stor styrke.

- Der er mange spillere, der kan afgøre kampe, da de har været gode til at aktivere stort set hele truppen. Og så har de også to målvogtere, der kan afgøre kampe.

- Hvis man skal slå Sverige, så skal man gå til dem fysisk. Man har set, at de har lidt problemer med fysiske mandskaber.

3: Frankrig

- Frankrig er et mandskab med en bundsolid defensiv. De har en træner, der virkelig har fået det her hold til at fungere som hold med et stort taktisk overblik og en stor rutine.

- Ligesom det er tilfældet med Sverige og Norge, så har Frankrig også to målvogtere, der har præsteret rigtig fint, og hvis de kan ramme dagen, så kan de også vinde håndboldkampe.

- De har en tendens til at falde ud af kampene rent offensivt, hvor de nogle gange har for lidt at byde ind med. Det er deres store svaghed. Så hvis de kan holde koncentrationen, så kan de blive farlige. Men de mangler den helt store profil, og det er der, problemet ligger offensivt.

4: Holland

- Der ligger en stor opgave for Helle Thomsen i at få trukket sine profiler op. Især Lycke Groot mangler at ramme niveauet. Hun har både været syg og skadet, så der ligger virkelig et arbejde i at få gjort hende klar. For det står og falder lidt med hende, så hun skal have energi og overskud til at spille mange minutter.

- Holland har under denne turnering været langt fra vanligt niveau. Mange af profilerne har slet ikke kunne finde det niveau, som de tidligere har vist. Derfor har de også været i problemer både i ottendedelsfinalen og kvartfinalen.

- Der er ikke meget, der taler for, at de kan slå Norge, men det er jo håndbold, så alt kan ske.

Semifinalerne spilles på fredag.

Facebook
Twitter