Böhme har set de mørke afkroge af Østeuropa: 'Livet er sjældent fair. Det må gerne gøre ondt'

Simone Böhme kender Danmarks VM-modstander Ungarn særdeles godt efter fire og et halvt år i landet. Håndboldkulturen dernede er langt fra det, vi kender herhjemme.

(Foto: Claus Bech © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Simone Böhme griner bare af spørgsmålet. Først lavt, så højt. Ryster med pegefingeren.

- No, no, no. Nej, nej, nej.

Et spillerråd? Der er hverken holden hinanden i hænderne eller rundkredspædagogik over den hverdag, hun har sin i ungarske klub Siofok.

- Dernede er man købt til at præstere, og der er ikke plads til så mange undskyldninger eller søforklaringer. Tingene bliver sagt direkte, om man kan lide det eller ej, siger Simone Böhme.

Det kan den danske landsholdsspiller egentlig godt lide. Eller i hvert fald dele af den kultur hun først med en halv sæson i Rumænien og siden i fire og et halvt år på ungarske plader har fået tæt ind på livet.

- Det er svesken på disken, og det, synes jeg, er nemt at forstå. Jeg er selv en meget åben bog, siger hun.

At én tabt kamp er én tabt kamp for meget, lærte hun hurtigt. Faktisk var det noget af det, som trak hende ud på eventyr dengang.

- Jeg syntes, at det blev for kedeligt, for sødt og for blødt i den danske liga. Jeg savnede noget udfordring og noget anderledes, og det må man sige, at jeg har fået. Tingene er drejet 180 grader, siger den danske landsholdsfløj.

Som da hendes klub Siofok sidste år kørte en forholdsvis voldsom efterårsrengøring og kylede cheftræneren, assistenten og fire af Böhmes holdkammerater på porten.

Knappen til katapultsædet sidder altid inden for rækkevidde sådanne steder, og det kan virke fjernt for os danskere, hvor fag- og spillerforeninger altid står klar til at gribe os, når vi lander på jorden igen.

- Jeg kan godt forstå, at mange danskere og skandinavere generelt ikke kan være i det. Man skal i hvert fald lade være med at kæmpe mod det, der er uretfærdigt. Gennem årene har jeg opbygget en styrke og bevidsthed omkring, at jeg ikke kan ændre alt.

Om det så er straftræning klokken syv om morgenen, bøder eller manglende udbetaling af løn.

- Det er ikke, fordi jeg er ligeglad eller følelseskold, men nogle gange må man finde det positive i alt lortet. Det er også der, man ser sit sande jeg, siger Simone Böhme.

På tirsdagens pressemøde satte Simone Böhme ord på den opgave, der venter Danmark i aften, når holdet møder Ungarn i VM's mellemrunde:

Selvmedlidenhed bringer dig sjældent langt

Nu forstår I måske spørgsmålet om spillerrådet - og samtidig Simone Böhmes grin. Det er mindre snak, mere handling, som er mantraet på de egne af Balkan, og det har desværre også sine skyggesider, lægger danskeren slet ikke skjul på.

I november sås det for eksempel, da en rumænsk træner var fysisk over for en spiller og slyngede hende ud på bænken under en kamp.

- Vi er i 2021, og de ting foregår stadigvæk. Jeg har selv været i Rumænien og set, hvordan man opdrager og behandler spillere. Det er, desværre, meget normalt. Det ville aldrig ske i Danmark, siger Simone Böhme.

Hvad tænker spillerne selv om det?

- Desværre er mange af dem vokset op med det og synes, at det er normalt. Træneren er nærmest en gud. Alt, hvad han siger, er noget man skal.

- Det kunne jeg også mærke, at jeg slåssede med de første år. 'Det kan man jo ikke?', tænkte jeg flere gange.

Böhme har dog altid har stået op for sine holdkammerater, hvis det gik over gevind, lyder det.

- Hvis der sker noget, som jeg ikke selv kan stå inde for, er jeg heller ikke bange for at reagere på det. Jeg er ikke en, der lukker øjnene og lader tingene ske. Koste, hvad det vil, siger hun.

- Jeg elsker også udfordringer, og selvom jeg sidder og siger, at det er vildt i Østeuropa, at det har været hårdt og totalt crazy, er jeg klar på endnu mere. Jeg ville sagtens turde sige ja til både Rusland eller Rumænien og Ungarn igen. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Højrefløjen har svært ved at udpege, hvilken af de to måder - den danske eller østeuropæiske tilgang - hun bedste kan lide. Begge dele kan noget, og begge kunne nok også lære en ting eller to af hinanden, siger hun med et smil.

- Det er en balance. Herhjemme taler vi meget om curlinggenerationen. Jeg synes jo godt, at man må blive presset lidt og komme ud af sin comfortzone. Livet er sjældent fair. Det må gerne gøre ondt og være svært.

- Jeg har da også ringet til min mor og sagt ’jeg kommer hjem nu. Der går et fly om to timer til Danmark. Henter I mig i lufthavnen?’.

Men 'solen står også op igen i morgen', og man har et valg.

- Enten siger man 'hvor er det synd og uretfærdigt det hele' eller også kæmper man videre. Jeg vælger absolut det sidste. Jeg kunne sagtens have ondt af mig selv, men hvad hjælper det?

Simone Böhme er blevet markant klogere på sig selv efter årene i udlandet. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)
FacebookTwitter