Dagen derpå er det stadig Mia Rejs skrig, der fylder hos det danske landshold

Det store samtaleemne ved dagens pressemøde var torsdagens skade til Mia Rej.

Rikke Iversen deler værelse med Mia Rej, og var derfor ekstra berørt af bagspillerens skade i torsdagens kamp mod Tunesien. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

- Der er ikke noget nyt i forhold til Mia Rej.

Sådan begyndte landstræner Jesper Jensen pressemødet dagen efter Danmarks åbningsejr over Tunesien ved VM.

Den danske bagspiller udgik, med hvad der lignede en grim skade, i begyndelsen af anden halvleg. Men selvom det ikke så godt ud, er der stadig ingen afklaring på skadens omfang.

- Vi undersøger knæet og skal have tjekket det helt igennem. Når vi ved mere, melder vi ud med det samme. Der er en rækkefølge som både Mia, holdet og hendes klub er enige om, lyder det fra landstræneren, som dog har indkaldt Team Esbjergs Michala Møller til VM-truppen som mulig backup.

For det er Mia Rej, det meste handler om dagen derpå. For fans, for journalister og for landsholdet selv. Det er nemlig ikke så meget sejren, men Rejs skrig, som stadig fylder.

- Det er aldrig fedt at høre sådan et skrig, lyder det fra stregspiller Rikke Iversen.

- Jeg ved ikke, om man kunne høre det derhjemme, men det kunne man i hallen, og det rammer bare ekstra, når det er Rej, som jeg er ekstra tæt med.

Rikke Iversen og Mia Rej er værelseskammerater ved denne VM-slutrunde. Derfor har Iversen også haft en god snak med Rej om episoden. For selvom det selvfølgelig er værst for Mia Rej, rammer sådan en oplevelse også holdkammeraterne.

- Det var svært for os alle sammen i går, men jeg havde en god snak med Rej om det inde på værelset, og i dag vågnede jeg op og kunne glæde mig over sejren i går, og den fine start, vi fik på turneringen, lyder det fra Iversen.

- Mia er bare en kæmpe fighter, og hun ønsker det bedste for holdet. Hun har fokus på, at vi skal være gode og ikke lade det her trække os ned. Som hun sagde i går, ’nu skal vi fandme bare smadre alle hold’, så det er også min holdning nu, siger værelseskammeraten.

Se et sammendrag af Danmarks kamp mod Tunesien i videoen herunder:

Skadens omfang er endnu uvis

Det er ikke kun Rikke Iversen, som dagen derpå stadig har Mia Rejs skrig i hukommelsen. Heller ikke Anne Mette Hansen har glemt episoden kort inde i anden halvleg.

- Det lød ikke særlig rart, og alle frygter jo det værste, når man hører sådan et skrig. Men vi står sammen som et hold, og vi støtter Mia og hinanden og ja… Det barske ved det her er, at vi jo er nødt til bare at gå videre.

Mia Rejs skade blev der ikke meldt noget ud om på dagens pressemøde. Hun fik, ifølge landstræner Jesper Jensen, foretaget en forundersøgelse i går, og skal senere fredag have scannet knæet.

Og selvom Mia Rej ikke er ude af truppen, har landstræneren alligevel indkaldt Team Esbjergs Michala Møller til VM-truppen. Den 21-årige esbjergspiller støder allerede til truppen i aften. Og hvis Mia Rejs VM skulle være færdig, er landstræneren fortrøstningsfuld.

- Jeg synes, at vores alternativer er rigtig fine. Vi har ikke været afhængige af Mia Rej. Hun har spillet rigtig godt, og der er en grund til, at hun havde en stor rolle. Men det er nu, vi skal vise, at alle vores spillere er dygtige.

FacebookTwitter