Danmark får uafgjort efter VM-gyser mod Sydkorea

Der var spænding til de sidste sekunder, da Danmark spillede 26-26 mod Sydkorea ved VM i håndbold.

Nå, men så var det vel også ved at være tid til at finde ud af, hvor vi havde det danske kvindelandshold, var det ikke?

For mens Australien var, ja Australien og blot glade, tenderende til benovede over at være med til VM i håndbold, klingede det langt mere af modstand og niveauindikationer, da Danmark søndag målte sig op mod Sydkorea.

En spillestil vi slet ikke er vant til i Skandinavien, og det har altså før gjort ondt på danske landshold - både herrer og damer - i sådan et håndboldmæssigt kultursammenstød.

Så kunne man på forhånd tale om en firepointskamp, fordi Sydkorea i går en smule overraskende valgte at slå de franske verdens- og europamestre. Læg dertil, at Brasilien også stjal point - et enkelt - fra 'les Bleus' tidligere søndag.

Hvem sagde åbent hus i VM's gruppe B?

Klokken var kvart i 'nu skal I vise, hvad I kan, Danmark'. Udnytte de andre nationers slingrekurs og give dem selv en pointmæssig hestesko mod en plads i mellemrunden.

Og det var lige ved, at det helt store firspring ind i VM-turneringen blev taget. I stedet endte det med en mere blandet smag i munden.

For oppe 26-24 i kampens sidste minutter burde Danmark vel nok have sikret sig en sejr - og ikke det uafgjorte 26-26 resultat.

Omvendt viste danskerne, at de kunne tackle at være bagude store dele af kampen og matche et stærkt Sydkorea-hold.

  • Danmarks Anne Mette Hansen (tv.), Stine Bodholt Nielsen (i midten) og Line Haugsted (th.) havde svært ved at styre Sydkoreas stærke stregspiller Eunhye Kang. (Foto: Bo amstrup © Bo Amstrup)
  • Sandra Toft lagde ud med at redde to straffekast, men blev siden erstattet af Althea Reinhardt i det danske mål. (Foto: Bo amstrup)
1 / 2

Sydkoreas spillere er formentlig ikke dem, de fleste danskere er på hverken fornavn eller kindkys med.

Så man asiaternes pragtpræstation mod Frankrig i går, var højrebacken Eun-Hee Ryu dog hurtigt en, man bed mærke i.

Den koreanske venstrehånd skulle også vise sig at give Danmarks defensiv lidt at tænke over. Med sit eksplosive antrit, overblik og fine skud fra distancen var hun Sydkoreas låsesmed, når den danske defensiv virkede unedbrydelig.

I den danske lejr, på offensiven, var det Lotte Grigel, der skulle føre an indledningsvist. Playmakeren leverede forrygende under holdets træningslejr i Okinawa, og i konstante positionsbyt med Anne Mette Hansen og Stine Jørgensen i bagkæden, fik de sydkoreanerne til at arbejde for føden.

Et kryds i venstre side, en blind overgang fra højrefløjen Trine Østergaard, og så stod Anne Mette Hansen med en banegård i højre side af banen, hvorfra hun udlignede til 3-3 efter 12 minutter.

Fra mål til minutter på bænken. Anne Mette Hansen modtog tidligt sin første udvisning, nummer to inkasserede den danske profil efter 13 minutter, og så var det heldigt, at hun havde Sandra Toft i målet, som reddede det andet straffekast på et kvarter.

Lidt sydkoreanske tricks i ærmet

Med Australien-kampen i frisk errindring blev kontrasterne til det sydkoreanske niveau bare lige den tand tydeligere. De sekvenser, hvor danskerne blev fanget en smule på hælene, hvilket er en dødssynd mod et stramt, lynhurtigt og velkoordineret asiatisk angrebsspil, kostede dyrt.

Her nyttede 80 procents-aktionerne ikke noget. Der skulle skovles kul i ovnen samtlige 60 minutter.

Smarte tricks havde Sydkorea også med sig i ærmet. Ret tidligt forsøgte de sig med et vip, det mislykkedes, men det afholdt dem ikke fra at prøve igen. Denne gang med succes og to-målsføring til følge - 7-5 efter 17 minutter.

Og hvorfor ikke bare gentage opskriften?

Nyt vip, måbende tilskuere, 8-5 og udvisning til Sarah Iversen for at flå en koreaner i gulvet.

Anne Mette Hansen har noget af den X-faktor, det danske angrebsspil manglede mod Sydkorea. Desværre betød to tidlige udvisninger, at hun tilbragte store dele af første halvleg på bænken. (Foto: Bo amstrup)

Der var ved at tegne sig et billede. For mens Danmark blev ved med at bruge stregspillerne som skraldespand, puffede Sydkorea bolden væk, lagde afstand og udbyggede til 10-6, hvilket fik Klavs Bruun Jørgensen til at tage timeout.

Her valgte landstræneren at hive svensknøglen Mie Højlund frem. Det fik angrebet til at flyde bedre og i kombination med særligt 100 kamps-jubilaren Louise Burgaard, fandt de nogle rigtig fine løsninger. Der blev halet ind, 10-11, men ukoncentrerede aktioner stoppede den danske fremmarch og blev vekslet til pausestilling 10-13.

Nervepirrende til det sidste

At lukke 13 mål ind på en halvleg var ikke en katastrofe i sig selv, nej udfordringerne syntes størst på angrebsdelen.

Hvad gør man så?

Man presser citronen i kontrafasen. Først Trine Østergaard til 12-14 og sekvensen efter strøg Line Haugsted frem over isen, nettede til 13-14.

Danskerne havde fået fat - i kampen, i Sydkorea, i spillet.

Og da Lotte Grigel eksekverede et straffekast med en blød bold lige over hovedet på Saeyoung Park i modstandernes mål, var Danmark i front 17-16. Den første danske føring.

Trine Østergaard spillede en rigtig god kamp på højrefløjen, hvor hun gav danskerne den bredde i angrebsspillet, som var nødvendig til at stække koreanerne. (Foto: Bo amstrup)

Danmark og Sydkorea har en særdeles stærk indbyrdes landsholdshistorik. Tænk 1996, tænk 2004, tænk OL-finale.

Søndagens opgør havde lidt af det samme, dog uden medaljer på spil, men masser af nerve. Tredje udvisning og dermed rødt kort til Anne Mette Hansen.

I stedet blev det anfører Stine Jørgensen, Grigel og Højlund, der skulle skabe magi mod slutningen. Det gjorde de ved at finde Kathrine Heindahl tre gange i træk, plus to til Danmark, 22-24, og syv meget lange minutter tilbage.

Med 30 sekunder igen ved stillingen 26-26 stod Danmark med muligheden for at sikre sig som minimum det ene point, måske endda mere. En afbrænder fra Stine Jørgensen betød dog, at det var sydkoreanerne, som stod med en matchbold. Den forspildte de.

Godt nok fik de bolden i nettet, nåede at påbegynde jublen, men de ænsede ikke, at dommerne vinkede afvisende. Overtrådt.

To strakte arme i vejret fra målvogter Sandra Toft og 26-26 mellem Danmark og Sydkorea.