Dansk VM-helt jubler: 'Det betyder så meget for dansk kvindehåndbold'

Sandra Toft jublede over sin pragtkamp. Klavs Bruun Jørgensen roste den danske målvogter og forsvaret efter sejren mod Frankrig.

Sandra Toft spillede én af sine allerbedste landskampe fredag mod Frankrig. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)

Sandra Toft leverede fredag en regulær pragtkamp, da de forsvarende franske verdensmestre blev sendt ud af VM.

Og målvogteren var efter opgøret ikke overraskende særdeles tilfreds.

Hvor ligger den her kamp på din top-10 over landskampe?

- Meget, meget højt. Den må gerne blive nummer et. Det kan vi sagtens sige, fordi betydningen var så stor for dansk kvindehåndbold. Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg ikke på det på forhånd. Jeg gik hele dagen og bildte mig ind, at vi kunne gøre det, men jeg troede aldrig på det. Pigerne er de sejeste i verden.

Sandra Toft stod over landsholdets sidste træning før Frankrig-kampen grundet et riv i lysken. Den skade så ikke ud til at hæmme den danske målvogter, der stod en brandkamp. (Foto: Bo amstrup)

Sandra Toft spiller til dagligt i Brest i Frankrig og følte selv, at hun havde overtaget mod de franske spillere.

- Jeg har et godt kendskab til dem og snakkede med mange i fransk håndbold. Jeg har set meget video, og det hjalp i dag.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen pegede særligt på holdets defensiv som nøglen til succes i 20-18-sejren, som sender Frankrig ud i VM-mørket.

- Vi spiller forsvarsmæssigt disciplineret, og vi giver ikke mange kontrachancer væk, lød det fra Klavs Bruun Jørgensen.

Selvom håndbold er et holdspil var særligt Danmarks målvogter Sandra Toft svær at overse.

- Sandra Toft står fantastisk. Vi vidste godt, hun var god. Hun har også et godt forsvar i dag, der gør, hun kan styre, hvor chancerne kommer. Stine Bodholt og Sarah Iversen sørger for godt samarbejde i forsvaret.

- Vi skal fortsætte nu. Vi har kun et point med over, så det skal nok blive svært, siger landstræneren med et smil på læben, sagde Klavs Bruun Jørgensen.

Lærke Nolsøe leverede en god præstation på venstrefløjen i begge ender af banen. (Foto: Bo amstrup)

Mie Højlund tilsluttede sig de lykkelige holdkammerater.

- Det er den største forløsning. Jeg kiggede rundt på banen, da vi scorer til sidst. Og der er nærmest tårer i øjnene. Vi har haft nogle hårde kampe, hvor vi følte, at vi kunne præstere bedre end vi gjorde.

- Vi har en mega stærk base i forsvaret. Vi hjælper Toft godt på vej. Og hun står vildt godt, sagde Mie Højlund kort efter slutfløjtet i Japan.

Opdateres...