Fra sofa til VM-finale på seks dage: Indskifter har tunet det danske forsvar

Niclas Kirkeløkke blev skiftet ind i den danske trup og har været med til at stabilisere det danske forsvar de seneste tre kampe.

Niclas Kirkeløkke roses af DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen, som mener, at han især har løftet det danske forsvar. (Foto: © PIOTR HAWALEJ, Associated Press)

Det er meget godt gået. At drøne fra sofaen til VM-finalen på seks dage.

Måske en mild overdramatisering, men ikke desto mindre har Niclas Kirkeløkke taget turen fra den kolde tysk vinter til de brandvarme dansk guld-aspiranter.

Op til Danmarks sidste mellemrundekamp mod Egypten blev den 28-årige Rhein-Neckar Löwen-spiller skiftet ind i den danske VM-trup. Det er blot seks dage siden.

- Vi står over for en helt afgørende kamp, og jeg vil gerne have nogle ekstra muligheder defensivt. Her kan Niclas bidrage med sine kvaliteter, var begrundelsen fra landstræner Nikolaj Jacobsen.

Og bidrage må man sige Kirkeløkke har gjort, efter han er strøget direkte ind på pladsen som højreback i den danske defensiv. Indskiftningen har nemlig været intet mindre end verdensklasse, lyder vurderingen fra DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen.

- Man må bare rose Niclas Kirkeløkke for at troppe op og gå direkte på banen og levere fra kamp ét.

- Det har løftet det danske forsvar helt enormt, at der er kommet en spiller ind, som løser de opgaver til punkt og prikke, Nikolaj Jacobsen (landstræner, red.) giver ham, siger Lars Krogh Jeppesen.

Niclas Kirkeløkke har gjort livet surt for flere af de danske modstandere i de seneste tre kampe. (Foto: © IMAGO/Ingrid Anderson-Jensen, IMAGO/Lobeca)

Hovedpersonen selv er da også en smule overrasket over, hvor meget der egentlig er sket på realtiv kort tid.

- Det har været hektisk, fortalte Kirkeløkke efter den danske magtdemonmstration i kvartfinalensejren på 40-23 over Ungarn.

- Nikolaj fortalte godt, da han ringede, at jeg primært skulle bruges i forsvaret, så jeg vidste, at der var nogle minutter i vente der, men jeg havde ikke forventet, at få så stor en rolle.

Taktisk genistreg fra landstræneren

Men det er ikke bare i defensiven, den danske indskifter har fået minutter. I Kirkeløkkes anden kamp ved slutrunden, kvartfinalen mod Ungarn, var han nemlig placeret på højrefløj i det danske angreb.

En sært valg, måske. Men også en taktisk genistreg, som betyder, at det danske offensive es, Mathias Gidsel, kan blive skånet. Hvordan det? Lars Krogh Jeppesen trækker her streger på det virtuelle taktikboard:

  1. 1

    Den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, vil selvfølgelig gerne have Mathias Gidsel på banen i angrebet, men også i forsvaret, fordi han så kan blive en del af den danske kontramaskine.

  2. 2

    Nikolaj Jacobsen ved dog også, at forsvaret bliver sårbart, hvis Gidsel skal bruges på en backposition, og her kommer Niclas Kirkeløkke ind i billedet.

  3. 3

    For ved at sætte Kirkeløkke, som er fuldblods højreback, ind i forsvaret, kan Mathias Gidsel glide ud og dække fløjen, som alt andet lige er mindre krævende.

  4. 4

    Kompromiset er, at landsholdet må leve med, at Kirkeløkke spiller højrefløj i angrebet fremfor en rendyrket fløj - I hvertfald når Kirkeløkke og Gidsel spiller længst fra den danske udskiftningsbænk, da man i forvejen har én forssvar-angrebsudskiftning mellem Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard.

  5. 5

    Men Nikolaj Jacobsen vælger at leve med Kirkeløkke på fløjen i angrebet. Dels fordi Mathias Gidsel selv er så målfarlig, og dels fordi de danske højrefløje ikke er særligt meget involveret i spillet. Havde højrefløjene haft 8-10 afslutninger per kamp, havde taktikken måske været anderledes.

Kirkeløkkes indskiftning er altså en del af en større kabale, som er tiltænkt at styrke det danske forsvar samt at give Mathias Gidsel de bedste betingelser for at gøre det, han er bedst til. Nemlig at brillere i offensiven.

Niclas Kirkeløkke har ikke blot evner i forsvaret, han kan skam også i den anden ende af banen:

Kirkeløkke styrker Gidsel mentalt

Mathias Gidsel har da også nydt godt af Kirkeløkkes indtog på det danske hold. Både fysisk, og ikke mindst mentalt. Det fortalte Gidsel efter Egypten-kampen, som var Kirkeløkkes første ved dette VM.

- Det, at Kirkeløkke er kommet ind, tager et kæmpe tryk af mig, især mentalt. Det betyder, at jeg kan stille mig ud på fløjen og lige få lidt luft til hjernen, lød det fra Gidsel.

Og det mentale aspekt er et vigtigt element at tage i betragtning, lyder det fra Lars Krogh Jeppensen. For det er ikke kun under kampen, men også for at Mathias Gidsel nu kan fokusere på angrebet.

- Gidsel ved jo godt, at han ikke er den største spiller, så det skal han kompensere for på anden vis i forsvaret. Derfor tror jeg tror faktisk, at det mentale fylder mindst lige så meget som det fysiske.

Indskiftningen af Kirkeløkke i den danske trup er også et bevis på, at Danmark har en landstræner, som er i den absolutte elite. For det taktiske disposition er i følge Lars Krogh Jeppesen godt set af Nikolaj Jacobsen.

- Det er en landstræner, som kender sit spillermateriale. Også dem, som måske ikke er inde i varme fra turneringens begyndelse.

- Det er jo Nikolaj Jacobsen, som finder den her løsning, og det er jo et godt bevis på, at man som træner hele tiden skal have plan b, c, og d klar, lyder det fra DR Sportens håndboldekspert.