Håndbolddamerne kravler ud af kulkælderen med stor sejr: ’Vi var eddermame langt nede’

De danske håndbolddamer lever ved VM efter en sejr over Holland.

Lotte Grigel og Danmark vandt 27-24 over Holland. (Foto: Franck Robichon © Scanpix)

Håbet har godt nok kun svag puls, men det er ikke dødt. De danske håndbolddamers drøm om at gå videre til VM-semifinalen er intakt, efter holdet vandt over Holland med 27-24 i mellemrunden ved VM.

Sejren betyder samtidig, at danskerne holder liv i håbet om at kunne kvalificere sig til OL.

Det gode resultat kommer mindre end 24 timer efter, at danskerne tabte et tæt opgør til Norge. Nederlaget ramte håndbolddamerne hårdt, afslører playmakeren Lotte Grigel.

- Vi var eddermame langt nede efter nederlaget i går, så det er så stort, at vi samler os selv op igen. Vi ville ønske, det ikke var nødvendigt, men det er så flot mentalt og fysisk, siger den 28-årige esbjerggenser.

- Vi har krammet, snakket og skældt ud efter nederlaget til Norge, og så blev vi enige om, at de – undskyld, jeg bander – ’fucker med os’. I dag troede vi på det i 60 minutter og ikke kun i starten af kampen.

Kun sovet fire timer

Som så mange gange før ved VM var Danmarks bedste spiller målvogteren Sandra Toft. Gang på gang formåede hun at få de hollandske skytter til at se ganske ordinære ud. Men hvor Tofts redninger i dag var nok til at give en sejr, var hendes indsats mod Norge bare skønne spildte kræfter.

- Det er super dejligt. Vi fik rejst os. Men når vi spiller sådan her, kan man ærgre sig over, vi ikke også gjorde det i går. Jeg har kun sovet tre-fire timer i nat, så jeg var virkelig træt i dag – men vi skulle vinde, siger Sandra Toft.

Håndbolddamerne spiller den sidste kamp i mellemrunden på onsdag klokken 10. Kravet er en sejr, hvis drømmen om såvel semifinalen og en billet til OL-kvalifikationen skal indfries.