Håndbolddamerne må se OL fra sofaen: Spiller uafgjort i afgørende kamp ved VM

Det danske landshold kan ikke længere kvalificere sig til OL, efter at holdet spillede uafgjort mod Serbien ved VM.

Lige meget hvor ofte de danske håndboldkvinder havde stået i Japan, mærket muren nærme sig ryggen, blev man aldrig træt af de her knald eller fald-kampe. Det er trods alt en VM-slutrundes grundpræmis – at skille fårene fra bukkene.

Scenarierne var ganske simple. Enten måtte Danmark pakke kufferten og rejse skuffede hjem fra VM, eller omvendt skulle kamptøjet vaskes igen og blikket rettes frem mod fredag, ny nøglekamp og duel om pladsen i OL-kvalifikationen.

Og her er det træls af være budbringer af dårlige nyheder fra ’Solens Rige’.

VM-rejsen slutter nemlig her med rød-hvide fortegn. Danmark var pisket til sejr, men fik et uafgjort 26-26 resultat mod Serbien. Ikke mere VM og heller ikke den plads i OL-kvalifikationen, der var budgeteret med på forhånd.

Anne Mette Hansens afslutning i slutsekunderne strejfede overlæggeren og gik over, og dermed endte Danmarks slutrunde med de helt små, men brutale marginaler.

Mens ørerne her på slutrundens 12. dag efterhånden var godt møre af lydtapetet i de japanske haller – nu havde man altså hørt den spilleliste, DJ – virkede danskerne ikke trætte af Japan og VM, men en smule slidte af et hårdt program.

Danskerne var knuste efter VM-exittet. (Foto: Bo amstrup)

En noget uvant startopstilling med Anne Mette Hansen, Mia Rej og Mie Højlund varslede dog fart og tempo i angrebsspillet. På papiret et smart træk mod Serbiens offensive 5-1 forsvar. Det skabte rum – også udad i banen – hvorfra venstrefløj Freja Cohrt kunne bringe Danmark foran 2-1.

Selvfølgelig reddede Sandra Toft de sædvanlige to straffekast på ti minutter. Intet nyt under solen her. Til gengæld virkede de seks rødklædte foran målvogteren lidt ude af takt indledningsvis. Det skyldtes blandt andet, at de skulle forholde sig til Serbiens 90 kilo tunge og 183 centimeter høje stregspiller Dragana Cvijic.

Målmand Sandra Toft startede med at redde to straffekast, men dalede i løbet af første halvleg til et mere 'menneskeligt' niveau. (Foto: Bo amstrup)

Hende var serberne meget glade for at hælde bolden ind til, og selvsamme Cvijic lagde også bolden i nettet til serbisk 5-3 føring efter 11 minutter. Herefter fulgte nogle dyre danske minutter, hvor angrebsspillet blev for ubeslutsomt og fejlfyldt. Serberne var anderledes skarpe og nu i front 9-4 efter et kvarter.

Højlund med tempo og fart

Man kunne ikke bebrejde nyindskiftede Mia Rej, at hun kørte på, når chancen bød sig. Det er trods alt én af København-spillerens store styrker - farlig og direkte - men kvaliteten manglede dog.

Så var det heldigt, at Mie Højlund havde fået det rigtige ben ud af sengen her til morgen. Klassisk kamikaze-brud på ydersiden af backen, 7-11 reducering og tredje mål fra Højlunds hånd.

Mie Højlund har udviklet sig til lidt af en problemknuser i Danmarks angreb. Mod serberne fandt Odense-spilleren igen gode løsninger, da angrebsspillet var udfordret. (Foto: Bo amstrup)

Danmark havde svært ved at finde rytmen. Det var meget en god aktion afløst af en dårlig, ét skridt frem og ét tilbage, hele tiden. Fint eksemplificeret ved anfører Stine Jørgensen, der det ene sekund fløj afsted på ydersiden, nettede, og det andet smed en aflevering over ti meter direkte ud over sidelinjen. Posen med bolcher var blandet. Derfor gik Serbien også til pause foran 14-11.

De bittesmå marginaler blev afgørende

Man skal have sovet under en sten, hvis det er gået ens næse forbi, at Sandra Toft har stået en aldeles fremragende VM-slutrunde. Og mod Serbien blev det udpenslet yderligere, hvor stor betydning målvogterens præstationer har for dansk succes.

Der var brug for en Toft på top. Det overhørte danskeren og reddede sit tredje straffekast.

Ny halvleg betød også ny opstilling. Med den korte vej til udskiftninsbænken blev Louise Burgaard bragt i spil på højreback, og hun fik en god start med sin 13-15 reducering.

Begge nationer kæmpede voldsomt meget for at få angrebsspillet til at fungere, i stillingskrig, men da offensiven syntes allermest lullet i søvn, fandt Lotte Grigel med 20 minutter igen en fri Heindahl på stregen. Kontakt til Serbien, 16-16.

Afstanden mellem spillerne i Danmarks centrale forsvar blev i flere sekvenser for stor og gav Serbien rum at angribe i. (Foto: Bo amstrup)

Katarina Tomasevic, ikke det mest mundrette navn, men formentlig ét danskerne vil huske, når hovedet rammer puden i nat. Serbiens keeper bød i den grad danske Toft op til målmandsdans, men lukrerede også på mange uskarpe danske beslutninger. 18 mål på 40 afslutninger efter 47 minutter. Lige i underkanten. De rød-hvide var pisket til sejr.

Der var dog lysere nuancer for enden af tunnellen, måske. Stor afbrænder af Serbien, og så kunne Stine Jørgensen skyde bolden ned i et tomt mål til 20-20, før Trine Østergaard kridtede kontraskoene og bragte Danmark foran 21-20 ved indgangen til de sidste ti minutter.

Det blev den med balancen og knivsæggen. Dansk-serbisk kinddans til det sidste.

Danmark foran 26-25, to minutter tilbage og en serbisk aflevering ud over sidelinjen. Så var den der, chancen for at afgøre egen chance, men hvem havde modet? Det havde Lotte Grigel, der bragede afsted - ind i en angrebsfejl.

I stedet kunne Serbien udligne, og så var den der igen - chancen. Timeout af Klavs Bruun Jørgensen. Bolden skulle simpelthen bare i kassen, 20 sekunder til at gøre det, og hvad så nu?

Rådvildhed og Anne Mette Hansen afsted, der træffede overlæggeren og forbi. Det blev ved 26-26. Danmarks VM slutter her.