Håndboldforbund efter Tjekkiets VM-afbud: ’Det er rigtig, rigtig ærgerligt’

Tjekkiet valgte mandag at trække sig fra VM i herrehåndbold, da de havde coronavirus i truppen.

I alt 32 nationer deltager ved årets VM. Det er det højeste antal nogensinde. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

OPDATERET KLOKKEN 22.17. USA HAR OGSÅ VALGT AT TRÆKKE SIG FRA VM I EGYPTEN.

Kun et døgn før VM begynder, valgte Tjekkiet at trække deres hold fra slutrunden mandag aften.

12 spillere i den tjekkiske trup var testet positive for coronavirus.

Derfor så det tjekkiske forbund ingen anden udvej end at aflyse deres planlagte tur til Egypten.

Nyheden er naturligvis også nået til den danske lejr.

Sportschef Morten Henriksen kalder det ’en forståelig, men ærgerlig situation’, da han bliver spurgt ind til Tjekkiets afbud.

- Det er dét, vi frygter ved slutrunden: At coronavirus kommer til at sætte sit præg. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, at Tjekkiet har meldt afbud. Det er ærgerligt for deres spillere, for VM og for håndboldsporten i det hele taget.

- Men det er trods alt bedre, at de finder ud af det nu i stedet for, at de måtte trække sig, når vi var kommet ind i turneringen. Nu er der mulighed for at finde et erstatningshold, siger han med henvisning til Nordmakedonien, der er blevet kaldt til VM med kort varsel.

Den eneste rigtige beslutning

DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen, vurderer, at Tjekkiet har været nødsaget til at sende afbud, da de positive test er kommet ganske kort før afrejse. Tjekkerne skulle være fløjet til Egypten tirsdag.

- Der er ikke andre muligheder end et afbud. Det havde ikke været forsvarligt, hvis de i stedet havde udtaget nogle spillere, som ikke var gået ind i en bobbel endnu. I min verden har Tjekkiet derfor truffet den eneste rigtige beslutning, selvom de tjekkiske spillere har set frem til slutrunden rigtig længe.

Også USA er i øjeblikket ramt af et stort udbrud af coronavirus kort før VM. Her er 18 spillere testet positiv, mens også holdets træner er syg. Derfor valgte amerikanerne også at trække sig fra slutrunden mandag aften. Schweiz overtager deres plads.

Også Kap Verde har mange smittede på holdet. Mandag kunne de berette om syv smittetilfælde i truppen.

Danmark spiller deres første kamp ved VM på fredag klokken 20.30. Her er modstanderen Bahrain.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter