Haps! Amerikaner får blåt kort for at bide modstander, men afviser alt

En bizar hændelse udspillede sig i opgøret mellem USA og Bahrain.

USA's Paul Skorupa havde tilsyneladende ikke fået spist tilstrækkeligt inden opgøret mod Bahrain.

I begyndelsen af anden halvleg så det nemlig ud til, at han pludselig bed en modstander i armen, hvilket fik DR Sportens kommentatorer til at udbryde, at de "aldrig havde set noget lignende".

Efterfølgende viste Bahrains Husain Al-Sayyad armen frem til DR's reporter, hvor det unægteligt så ud til, at nogen havde haft tandsættet i armen på ham.

- Jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete. Vi er kommet her for at spille håndbold, og så tror jeg, at han forsøger at bide mig i armen. Jeg tror, han forsøger at gøre mig nervøs, men den går altså ikke, siger han til DR Sporten.

  • (Foto: © Emil Halkier)
  • (Foto: © Emil Halkier)
1 / 2

Amerikaneren afviste omvendt, at han skulle have sat tænderne i Al-Sayyad.

- Det er en komplet fejldom. Jeg forsvarer mig med mit hoved, men jeg vil da aldrig bide ham. Du kan se, at han er lidt rød på armen, men det er nok bare mit hoved, der har lavet det aftryk, sagde Paul Skorupa.

Efter en kort videogennemgang endte kampens dommere med et give et blåt kort til Paul Skorupa, som ikke virkede til at være helt enig i beslutningen.

Du kan se situationen i videoen øverst.