Høflig, hyggelig eller håndbolddiktator? Hassan Moustafa er klar til at blive ’Gud i eget land’

DHF har intet skidt at sige om håndboldpræsidenten, der bliver udråbt som enehersker andre steder fra.

(Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Lad os begynde med en lille quiz. Hvem tror du har flest medlemslande: FN eller Det Internationale Håndboldforbund, IHF?

Ja, måske en lille smule overraskende falder det svar ud til IHF’s fordel, der kan prale af hele 209 medlemslande, mens FN blot kan skrive 193 på listen.

Siden egypteren Hassan Moustafa tiltrådte som præsident for IHF i år 2000, er antallet af medlemsnationer steget med 45 procent. Samtidig er under en tredjedel af alle medlemsnationerne registreret på verdensranglisten.

Dertil kan du lægge, at under halvdelen af medlemslandene kan præsentere en officiel hjemmeside, og at langt de fleste officielle mailadresser hos nationerne uden for Europa ender på enten hotmail, gmail eller yahoo.

Det hele kan du tolke, som du vil.

De facto er, at den internationale håndboldfamilie er vokset sig til en global størrelse, der nu tæller nationer som Bhutan, Mikronesien og De Nordlige Marianaøer.

Tilfældigt? Næppe, mener Jens Sejer Andersen, der er international chef i Play the Game, der er en del af Idrættens Analyseinstitut.

- Det er diktatorisk, den måde Hassan Moustafa styrer håndbolden på. Der er ingen over og ingen ved siden af ham, fordi han har rekrutteret så mange nye medlemslande. Det betyder, at han kan samle en superloyal kreds af supportere hver eneste gang, der er generalforsamling i IHF. Langt over halvdelen skylder ham deres stemme, fordi han har givet dem adgang til spændende kongresser, udvalgsarbejde og udviklingsmidler, som de ellers aldrig var kommet i nærheden af. Det betyder, at håndboldsporten lever i en slags uoplyst enevælde, forklarer han.

Har respekt for dansk håndbold

Hårde ord at give præsidenten med på vejen kort før VM i hjemlandet, Egypten. Omvendt vil de mange tilhængere af Hassan Moustafa påstå, at præsidenten har været med til at brede kendskabet til håndboldsporten ud i alle verdens afkroge.

Men hvem er denne mand, der ser det pragmatiske i at være leder i et forbund, der har flere medlemslande, end der er officielle nationer i verden? Svaret kan faktisk være svært at finde.

Danske Per Berthelsen er en af dem, der måske kender en smule til håndboldens mægtigste mand, da han ifølge Dansk Håndboldforbund sidder på ’en af de tunge poster’ i det internationale forbund qua sin rolle som formand for IHF’s turneringsudvalg.

Men Berthelsen ønsker ikke at stille op til interview om Hassan Moustafa og henviser blot til, at ’han har et godt samarbejde med præsidenten, som i øvrigt har stor respekt for dansk håndbold’.

Her ses Hassan Moustafa (I midten) sammen med Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i DHF. Til højre står Per Berthelsen, som er formand i DHF. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Betyder det så, at DHF lukker døren ind til Moustafas kontor, så vi ikke kan få bare et lille glimt af præsidenten? Ikke helt.

Det danske herrelandsholds delegationsleder Carsten Grønmann deler gerne sit billede af præsidenten. Han har ’i officielle sammenhænge mødt Hassan Moustafa mange gange’, for nu at bruge hans egne ord.

Undervejs har han aldrig oplevet, at præsidenten skulle være diktatorisk eller eneherskende.

- Han er meget høflig og hyggelig at være sammen med. På den måde har jeg kun positive ting at sige om ham, siger han og tilføjer, at han naturligvis ikke er naiv og ’også læser med i avisernes historier’.

- Nogle af historierne er da helt sikkert rigtige, men det er ikke noget, jeg selv har oplevet. Derfor er det svært for mig at forholde sig til, men det lyder til, at han praktiserer en ledelsesstil, der ligger lidt langt fra den måde, vi gør tingene på i Danmark, siger han.

Farvel, Australien

Og hvad er det så for ting, Carsten Grønnmann har læst i avisen?

I arkiverne er der lidt at vælge i mellem, men lad os finde nogle af de mest kuriøse frem fra præsidenten, der tidligere har foreslået, at håndbold skulle spilles uden harpiks og snehåndbold skulle på OL-programmet.

For eksempel valgte IHF at udelukke Australien fra VM i 2015, selvom de på sportslig vis havde spillet sig til slutrunden. Den officielle årsag var, at Australien ikke levede op til en række kriterier.

I stedet blev Australiens plads givet til håndboldstormagten Tyskland, der ikke havde kvalificeret sig. Et snedigt træk, da Tyskland kommercielt udgør et af de største håndboldmarkeder i verden.

To år senere fik Norge et wildcard til VM, selvom de ikke havde kvalificeret sig. Norge kom i finalen.

Og ved denne slutrunde føler Grønland sig ’røvrendt', fordi IHF har besluttet at give en VM-plads til USA, hvis forbund efterfølgende måtte ud at rekruttere spillere ved at analysere tilsendte hjemmevideoer.

Eksemplerne ovenfor viser ifølge TV2 Norges håndboldblogger, Stig Aa. Nygård, at præsidenten gør præcis, hvad der passer ham. Nordmanden har tidligere været med til at lave en række undersøgende artikler om Hassan Moustafa til den tyske avis Der Spiegel sammen med journalisten Erik Eggers.

Han har derfor et indgående kendskab til Moustafas virke i det internationale forbund. Alligevel kan konklusionen koges ned til fire ord:

- Han kan styre alt, siger Stig Aa. Nygård.

Samme opfattelse har Jens Sejer Andersen.

- IHF er et fuldstændig ugennemsigtigt sportsdiktatur. De er meget langt fra de demokratiske idealer, vi forbinder med håndbolden i Danmark, siger han og henviser til, at det for eksempel er umuligt at opstøve IHF’s regnskab.

Præsidentkandidaterne er væk

Men hvorfor er der så ingen håndboldnationer eller præsidentkandidater, der går op imod egypteren, vil den kløgtige læser måske spørge sig selv?

Seneste mand der forsøgte var Jean Kaiser fra Luxembourg, men da han skulle holde sin salgstale ved kongressen i Cairo tilbage i 2009, forsvandt strømmen til mikrofonen, så snart han stod på ølkassen foran de delegerede.

- Det var ikke kun, da jeg skulle præsentere mig selv. Det var også, når jeg forsøgte at stille spørgsmål til Hassan Moustafa, at min mikrofon blev slukket.

- Det var en rigtig dårlig oplevelse, og jeg var udsat for meget chikane undervejs, erindrer Kaiser.

Det er næsten overflødigt at skrive, at Hassan Moustafa endte med en knusende valgsejr, da ingen kunne høre, hvad Kaiser sagde.

Ulrik Wilbek får her overrakt prisen som verdens bedste herretræner i 2011 af Hassan Moustafa. Ulrik Wilbek har ikke ønsket at medvirke i denne artikel. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Siden da er Hassan Moustafa blevet genvalgt to gange som præsident for IHF. Begge gange uden modkandidater. Jens Sejer Andersen tror simpelthen, at han har skræmt eventuelle bejlere væk.

- Det er et håndboldpolitisk selvmord at udfordre ham, siger han.

Samtidig er mange af de store, europæiske håndboldnationer drevet af frygt, mener Stig Aa. Nygård. Det sker derfor ikke i nær fremtid, at de demokratiske håndboldlande rejser sig og vender ryggen til den bestemmende egypter, vurderer nordmanden.

- De er så optagede af deres egen position hos præsidenten, at de bøjer sig for de ting, han siger. Det er fejt. Og det virker til, at nationerne har indfundet sig med, at det er bedst at holde sig gode venner med Hassan Moustafa.

Hvor længe det kommer til at vare ved, er et spørgsmål, der er svært at give et klart svar på, da der ikke er indført begrænsninger på, hvor mange perioder en præsident kan sidde i det internationale forbund.

Derfor mener Stig Aa. Nygård også, at det er sandsynligt, at den 76-årige egypter fortsætter på posten i yderligere fire år, når der senere i år skal stemmes om, hvem der skal sidde på håndboldens øverste trone.

- Han kommer til at sidde der, til han dør. Eller i hvert fald til han ikke længere kan holde til at være præsident. Der er ingen indikation på, at han har planer om at overgive sig. Han nyder magten, siger han.

Gud i eget land

Før præsidentvalget er der dog et andet, stort og vigtigt kryds sat i årets håndboldkalender: VM i herrehåndbold, der denne gang skal holdes i præsidentens eget hjemland, Egypten.

Til anledningen er slutrunden blevet udvidet med otte hold, så der nu er 32 deltagende nationer. To af de indledende grupper skal spilles i den nybyggede håndboldhal i Giza, som kort før slutrunden er blevet opkald efter præsidenten selv.

Opfindsomt, men mere udspekuleret er det, at egypterne selv har fået lov at vælge, hvilken gruppe de vil være i til VM. Det samme gjorde sig gældende for værtsnationerne i 2015 og 2017, men som noget nyt kunne egypterne også selv vælge i hvilken rækkefølge, de ville møde deres modstandere.

Da det kom frem, stod en undrende, dansk landstræner tilbage og lavede et træk på skuldrene.

- Man bliver jo ikke overrasket mere. Hvad skal jeg sige til det? Det er jo Hassan Moustafa, der laver reglerne, og dem følger vi andre efter bedste evne, sagde Nikolaj Jacobsen til TV2.

I første omgang behøver Nikolaj Jacobsen dog ikke bruge alt for meget tid på at tænke over egypternes fordele. Danmark kan tidligst møde Egypten i en eventuel kvartfinale.

Når Egypten så langt på hjemmebane? Måske.

Uden at sætte to streger under for meget, så er det meste efterhånden lagt til rette for, at Hassan Moustafa kan give det egyptiske håndboldpublikum lidt at klappe ad, når den første bold bliver kastet på onsdag, siger Stig Aa. Nygård.

- Årets VM skal være kronen på Hassan Moustafas store værk. Han føler, at det er tid til, at han bliver Gud i eget land. Nu mangler det efterhånden bare, at han også får pyramiderne opkaldt efter sig, lyder det med et grin.

Tilbage er der nu blot at få opklaret, om det hele ender i fest eller fiasko for egypterne. Hassan Moustafa har i hvert fald gjort sit for at bygge fundamentet til noget stort.

DR Sporten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Hassan Moustafa gennem IHF.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter