Der er 5,6 % alkohol i Tuborgs 'Gyldne Damer', men søndag eftermiddag blev det tal slået så rigeligt af to af nøglespillerne i Hollands VM-triumf over Spanien.
På banen præsterede Estevana Polman ni scoringer på 15 forsøg. En udnyttelsesprocent på 60.
Derudover leverede playmakeren fra Team Esbjerg hele syv assists i dramaet, der først fandt en vinder i absolut sidste sekund.
Samtidig leverede Tess Wester fra Odense Håndbold i den anden ende en redningsprocent på 31, hvoraf det blev til flere store redninger i en hektisk slutfase.

Efter pokaloverrækkelsen var det også en overvældet Tess Wester, der satte ord på triumfen.
- Jeg er så pisseglad. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.
- Jeg var så nervøs indtil det sidste. Det var en thriller og fuldstændig vanvittigt. Vi har været oppe og nede hele turneringen, så når man vinder på finalen på så vild en måde, så er man bare glad. Og jeg glæder mig til at komme hjem efter en måned i Japan.
Skal feste hele ugen
Samme følelser løb igennem kroppen på den helt store hollandske profil, Estevana Polman.
Da presset var allerstørst, var det playmakeren fra Team Esbjerg, som flere gange tog sagen i egen hånd.
Nu venter der så et brag af en guldfest.
- Det er 'crazy'. Jeg kan ikke fatte det. Jeg er så stolt af holdet, vi starter skid, men kæmper os tilbage. Jeg kan slet ikke tro det.

- Når vi står sammen, kan vi klare alt. Vi har været nede og i en karrusel, men vi rejser os altid. Vi er verdensmestre, fordi vi tror på hinanden og aldrig giver op.
- Nu skal jeg drikke. Jeg er ligeglad, om jeg er fuld hele næste uge - vi går amok, lyder det fra Estevana Polman.
Mon ikke procenterne i blodet stiger en smule, før de hollandske verdensmestre mandag morgen rejser mod Danmark for at spille Final 4 med Odense og Team Esbjerg over julen.